Debat – Vi skal sikre Furesøs unge adgang til uddannelse

Af Bettina Ugelvig, viceborgmester og formand for Børne- og Skoleudvalget
Hver morgen rejser omkring 1100 unge ud af Furesø for at tage en ungdomsuddannelse. Ikke fordi de vil, men fordi de er nødt til det.
Vi har i flere år kæmpet for at få en ungdomsuddannelse til kommunen, uden held og det ser fortsat rigtigt svært ud. Efter at have deltaget i Strategisk Uddannelsesforum Nordsjælland tidligere på ugen er det helt tydeligt for mig, at man arbejder ud fra en campus-tænkning, hvor flere uddannelser samles for at skabe større studiemiljøer.

Vi har kun ét gymnasium i kommunen, og det er privat. Derfor er de unge afhængige af den kollektive transport for at uddanne sig, hvis de vil noget andet eller ikke har mulighed for at betale for deres ungdomsuddannelse. Og derfor vækker det bekymring, når Regionen går med overvejelser om at spare linje 55E væk.
Jeg er blevet kontaktet af en bekymret mor, der skriver: ”Hver morgen kører to fyldte busser – med ekstra afgange – unge fra Hareskov, Værløse og Farum til Allerød Gymnasium. Bus 55E er ikke bare en bus. Den er en forudsætning for, at de unge kan komme i skole. Hvis den linje nedlægges, er der ikke plads andre steder. Alternativerne findes ganske enkelt ikke.”
Det er en reel og alvorlig bekymring. Samtidig er valgmulighederne for uddannelse allerede blevet indskrænket for Furesøs unge. I dag kan man i praksis kun søge mod Gladsaxe, hvis transporttiden er max 29 minutter. Det lægger yderligere pres på de få muligheder, de unge har.
Det her handler ikke bare om transport. Det handler om lige adgang til uddannelse. Adgang til uddannelse kræver også, at man rent faktisk kan komme derhen. Derfor skal vi have Regionen på andre tanker. Nu.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder