Debat – Vi skal turde tænke større for erhvervslivet i Furesø

Af Bettina Ugelvig, 1. viceborgmester (A).
Det er netop kommet frem, at den succesfulde virksomhed SUBRA A/S forlader Furesø. Virksomheden, der i flere år har haft adresse på Bygmarken i Farum Erhvervspark, udvikler banebrydende superlederteknologi og har modtaget 26 mio. kr. fra EU’s EIC Accelerator-program til at udvikle fremtidens superlederkabler.
Nu flytter SUBRA til Måløv – ikke af lyst, men fordi der ikke er plads nok i Furesø, skriver Alt om Furesø. Flytningen peger på et større problem her i Furesø: Vi mangler erhvervsarealer, der matcher virksomhedernes behov og vores ambitioner som grøn og innovativ kommune.
Derfor ser vi i byrådet nu på, hvordan vores erhvervsområder kan blive mere fleksible og tidssvarende, så lokale virksomheder i vækst kan blive i kommunen. Og på hvordan vi kan styrke samarbejdet med erhvervslivet om at samle og udvikle erhvervsgrunde, så de bliver attraktive for både eksisterende og nye virksomheder. Vi ønsker et rigt erhvervsliv.
Nord for Slangerupvej ligger et areal, der i flere kommuneplaner og af flere byråd har været udlagt som perspektivareal. En højteknologisk virksomhed i Farum Erhvervspark med produktion af vigtige elementer for den grønne omstilling ønsker at etablere sig der, fordi de er vokset ud af deres nuværende rammer. Ud over at bygge er en del af deres projekt at øge kvaliteten i naturen på grunden, som i dag er en græsmark.

Hvis vi skal fastholde og tiltrække virksomheder, der både skaber arbejdspladser, bidrager til kommunens økonomi og den grønne omstilling her og ude i verden, skal vi turde tænke nyt og tale åbent om muligheder og dilemmaer.
Som socialdemokrater kæmper vi for rig natur. Det går vi ikke på kompromis med. Derfor har vi ikke sagt ja til virksomhed i perspektivarealet, men vi har sagt ja til at undersøge, om det kan lade sig gøre at have erhverv på grunden – og forene det med en rigere natur. Kun hvis de kan dokumentere, hvordan de vil hæve kvaliteten i naturen på grunden, og efter grundig inddragelse af naboer og interessenter, vil vi gå videre.
Det er dén åbne dialog, vi har brug for. Og den kræver mere end paroler, men ærlig samtale om, hvordan Furesø kan rumme både natur og erhverv i fremtiden. Det ville være dumt ikke at være nysgerrig på det.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

4 kommentarer til “Debat – Vi skal turde tænke større for erhvervslivet i Furesø”

  1. Viceborgmesteren kan jo passende udvide erhvervsarealerne i sin hjemby Værløse. Hvorfor skal et grønt område, der tilmed ligger i landzone og uden for fingerplanens regler om stationsnærhed plastret til med mursten, stål, beton, glas og asfalt? Det er vi mange borgere i Farum der ikke er interesseret i. Vi bor her fordi vi holder af naturen og det at bo i en mindre by. Vi skal ikke bo i et bygningshelvede med grimme kasser som i Ballerup. Har Viceborgmesteren lyst til det kan hun passende gøre det i sin egen by ..

  2. Poul Schmidt

    Bettina Ugelvig peger på behovet for erhvervsarealer i Furesø og taler om at forene erhverv med en rigere natur – men det ændrer ikke på, at Plan- og Landdistriktsstyrelsen allerede har afvist projektet i perspektivarealet nord for Slangerupvej. Forvaltningen med ansvar for området understreger samtidig, at politiske beslutninger skal træffes på et lovligt og fagligt solidt grundlag, hvilket her ikke er tilfældet.
    Når man oveni aktivt ønsker at ændre Fingerplanen via ministeren for at omgå gældende regler, viser det, at man ikke respekterer hverken planlovens ånd eller den nødvendige sammenhæng mellem by og land. Det er problematisk, at man forsøger at “greenwashe” erhvervsudvikling som naturforbedring, mens man overser bedre og mere lovlige alternativer i eksisterende erhvervsområder. Man holder kikkerten for det blinde øje og ignorerer både planlovens krav og de reelle muligheder.
    Hvis Furesø vil udvikle sig bæredygtigt, må man basere beslutninger på fakta og lovgivning – ikke på ønsketænkning, retlige gråzoner og politisk lobbyarbejde.

  3. Lene Noohr og Hans Erik Køhlert

    Hvis Bettina Ugelvig og hendes partifæller og allierede i byrådet ønsker at vise lederskab, bør de fokusere på at skabe løsninger, der tjener borgerne og de skatteydere, som faktisk finansierer kommunen – ikke på at jagte prestigeprojekter, der skal profilere Furesø som erhvervskommune på naturens bekostning.
    Det er på tide, at man husker, at naturen ikke er et forhandlingskort, men et fælles gode. Den ansvarlige vej frem er ikke at presse lovgivningen til det yderste, men at planlægge med respekt for både loven, Fingerplanen og de mennesker, der bor her.

  4. Andreas Fruergaard

    Jeg forstår godt ønsket om at fastholde og tiltrække virksomheder i Furesø – det er vigtigt, at vi har et stærkt erhvervsliv. Men jeg mener ikke, at løsningen er at bygge på Perspektivarealet nord for Slangerupvej.

    Perspektivarealet er et af de sidste større åbne naturområder i kommunen, og det fungerer som et grønt bælte mellem by og landskab. Når først et areal bebygges, er naturen tabt for altid – og den slags naturtab kan ikke erstattes, heller ikke med kompensationsprojekter.

    Jeg er enig i, at vi skal have en åben dialog om balancen mellem natur og erhverv, men dialog bør ikke bruges som døråbner for byggeri i områder, der netop er udlagt som perspektivarealer.

    Furesø har allerede erhvervsområder, der kan udvikles og fortættes, og vi bør først og fremmest fokusere på at udnytte den eksisterende erhvervsjord bedre, før vi ofrer naturen.

Der er lukket for kommentarer.