Af Lars Carstensen, gruppeformand (K)
For nylig behandlede Furesø Byråd endnu engang spørgsmålet om, hvordan vi som kommune møder de mennesker, der er flygtet fra krigen i Ukraine. Desværre valgte et flertal at forringe ukrainernes vilkår for at gøre det lettere for kommunen.
Mange ting i kommunen handler om teknik eller penge. Men her er der tale om mennesker, ikke brikker, som man kan flytte rundt med. Mennesker, der har forladt alt, hvad de kender. Mennesker, der har mistet familie, hjem og tryghed. Mennesker, der er afhængige af, at vi møder dem med respekt og anstændighed.
Alligevel var det forslag, vi skulle stemme om, præget af et syn på mennesker som en logistisk udfordring.
En måned med intensiv støtte
Forvaltningen foreslog, at nyankomne flygtninge kun skal have intensiv støtte i én måned. Efter det skal hjælpen trappes kraftigt ned. Det kan måske se effektivt ud på et stykke papir, men det har intet med virkeligheden at gøre.
De fleste af os kan nok prøve at forestille os, hvordan det ville føles at stå i et nyt land efter en flugt, uden sprog, netværk eller job, og så næsten blive sluppet af systemet efter 30 dage. Det er ikke ansvarligt. Det er ikke værdigt. Og det er ikke en opskrift på succes for hverken flygtningene eller kommunen.
Oprettelse af sovesale
Et andet forslag er at sænke serviceniveauet, så flere mennesker kan indkvarteres på samme værelse og i sovesale. Det er svært at forstå logikken. Når man har mistet alt, har man især brug for ro og værdighed. Ikke at blive presset sammen på få kvadratmeter med fremmede. Det skaber konflikter, stress og mistrivsel, og det hjælper ingen videre i livet.
Ingen nye midlertidige boliger
Allerede i 2022 blev de første ukrainske familier forsøgt tvunget til at flytte fra det midlertidige Ukrainehus, som frivillige og private havde etableret og finansieret. Ikke én krone havde det kostet kommunen. Tværtimod indbringer huslejen et overskud.
Det siger noget om, hvor skævt systemet er skruet sammen: Kommunen har i næsten fire år ikke oprettet én eneste ny midlertidig bolig, og nu vil man igen have mulighed for at flytte mennesker rundt, når det passer ind i kommunens behov. Uden at spørge dem, det drejer sig om.
Boligtvang er en spændetrøje
Det mest alvorlige er måske, at man lægger op til, at flygtninge skal anvises en permanent bolig, når de får en indtægt, der kan dække huslejen. I teorien lyder det fornuftigt. Men i praksis er realiteten, at der ikke findes nok boliger i Furesø, der er til at betale for mennesker på overførselsindkomst. Resultatet kan blive, at vi skubber familier fra én usikker situation til en anden, hvor afhængigheden af velviljen i kommunen bliver total. Det er en kommunal spændetrøje, som står i direkte modstrid til, at ukrainerne helst skal – og gerne vil – kunne klare sig selv.
Vi bør være bedre
Sagen handler om noget helt grundlæggende: Hvordan ønsker vi, at Furesø Kommune behandler mennesker i nød? Hvad siger det om os som samfund, hvis vi gør det sværere at komme på fode i stedet for lettere?
Vi konservative stemte imod forslaget, fordi jeg mener, at vi skylder krigens ofre mere omsorg og ordentlighed, end dette forslag lagde op til. Selvfølgelig skal vi have styr på økonomien. Men det skal aldrig ske på bekostning af de mennesker, der har allermest brug for vores hjælp.
Jeg er ikke i tvivl om, at Furesø bør gøre det bedre. Vi er en kommune med et stærkt civilsamfund, empatiske borgere og dygtige medarbejdere. Lad os også være en kommune, der insisterer på værdighed, når mennesker står på vores dørtrin med deres liv i hænderne.
