Kenneth Kjemtrup var fagansvarlig for de danske afmærkningsregler i 25 år i Vejdirektoratet. Nu revser han Furesø Kommune for ikke at efterleve vejlovens krav til vejmyndigheden i forbindelse med fjernvarmearbejdet. Furesø Kommune har øget bemandingen for at imødekomme det store pres.
Af Mikkel Kjølby
Det startede med henvendelse fra borgere om farlige eller kritisable trafikforhold i forbindelse med fjernvarmearbejdet flere steder i kommunen.
Alt om Furesø henvendte sig til Kenneth Kjemtrup, pensioneret civilingeniør med 25 års erfaring som fagchef i Vejdirektoratet for at få en kommentar.
– Det jeg har oplevet i forbindelse med fjernvarmearbejderne i Værløse det sidste års tid og de svar forvaltningen har givet på kritik, vidner om en forvaltningsledelse, som ikke kender til eller får lov til af den politiske ledelse, at efterleve vejlovens krav til vejmyndigheden. Vejtilsynet synes ikke at ske i et omfang og kvalitet, som sikrer borgerne rimelige, trygge og sikre trafikforhold. Forvaltningen synes at fralægge sig ansvaret, hvilket er dybt kritisabelt og uansvarligt, skrev Kenneth Kjemtrup, som nævnte manglende kommunikation om vejlukninger og adgangsbegrænsninger som kritisable forhold.
-Et effektivt vejtilsyn og en kommunikation i medierne samt efterlevelse af vejreglerne for afmærkning, ville have gjort forholdene acceptable for borgerne. Gener vil der altid være ved vejarbejde, men generne i Værløse er og har det sidste års tid været unødvendige og vidner om ligegyldighed, lød det fra Kenneth Kjemtrup
Hans kommentarer blev sendt ind til Furesø Kommune. I samme omgang efterlyste Alt om Furesø en bedre bemanding på området, da flere henvendelser ikke var besvaret, fordi den enlige fjernvarmeplanlægger var på sommerferie.
Svaret kom i et opslag på kommunens hjemmeside. Her erkender Claus Torp, direktør for By- og Kultur, at der er stort tryk på i forbindelse med udrulningen af fjernvarmen.
– For at entreprenøren kan overholde kontrakten og tidsplanen med Vestforbrænding, er de nødt til at arbejde på flere veje samtidig. Det besværliggør kørslen i villakvarterer og kan give køer på centrale indfaldsveje i kommunen. Det ved vi. Men hører vi, at maskiner har kørt på cykelstier, eller de spærrer for biler, der kører ad omfartsveje, så reagerer vi straks. For det er ikke i orden. Vi accepterer naturligvis heller ikke andre former for lovovertrædelse som f.eks. at miljøtilladelser for brug af oplagsplads ikke overholdes. Det er blevet rejst over for Vestforbrænding og entreprenøren. Hvis det gentager sig, har kommunen mulighed for at politianmelde bygherren eller opsige lejekontrakten med en måneds varsel. Vi håber ikke, at noget af det er nødvendigt, da det vil forsinke udrulningen af fjernvarme, skriver Claus Torp.
At der kan ske afspærring af veje, skyldes ifølge Furesø Kommune arbejdsmæssige forhold.
– I nogle tilfælde forstyrres trafikken fx når entreprenører er nødt til at føre lange fjernvarmerør gennem store kryds og hovedveje og kortvarigt må spærre af. Andre gange bliver bilister sendt på ekstra store omveje, fordi et vandrør eller gasledning ved et uheld er revet over. Det tager et døgn at lave skiltningen, og derfor vil nogle bilister nå at møde en uventet spærring, inden skiltene er kommet op. Det beklager vi, forklarer Claus Torp, som understreger, at kommunen er i tæt dialog med bygherre og entreprenør.
– I forvaltningen har det også været nødvendigt at lave en omprioritering af opgaverne, hvilket betyder, at vi kan øge tilsyn på vejene og kontrollen med arbejdets udførelse. Det betyder også, at vi hurtigere kan bese uhensigtsmæssigheder. Forventeligt vil det også betyde, at borgere kan få mere information om vejarbejderne i kommunen. Vi kan love, at vi gør vores bedste. Men rigtig godt bliver det nok først, når fjernvarmenettet er helt udbygget, lyder det fra Claus Torp, by- og kulturdirektør.
Kommunen forstår ikke sit ansvar
Kenneth Kjemtrup er bestemt ikke imponeret over Furesø Kommunes svar.
– Med denne meddelelse fra kommunen viser Claus Torp, at han ikke har forstået, at kommunen har det overordnede ansvar for trafikafviklingen. Han prøver at lægge ansvaret fra sig ved at henvise til kontrakten mellem en bygherre, Vestforbrændingen, og entreprenøren, lyder det fra Kenneth Kjemtrup, som gerne forklarer, hvad det er kommunen skal gøre.
-Kommunen skal styre gravetilladelserne og sikre at der ikke sættes flere arbejder i gang, end entreprenøren kan håndtere, så trafikken ikke forstyrres unødigt. Kommunen skal ikke rette ind efter private kontrakter mellem bygherre og entreprenør, men diktere betingelserne for at grave i vejene, så borgernes sikkerhed og tilgængelighed sikres. Det er tydeligvis ikke sket. Og det tyder på, at tilsynet først reagerer på bagkant, når borgerne tilfældigt henvender sig. Man har på den måde privatiseret det kommunale vejtilsyn, hvilket ikke er lovligt, siger Kenneth Kjemtrup.







3 kommentarer til “Trafikekspert revser kommunens håndtering af fjernvarmearbejde”
Tak til Kenneth for faglig ihærdighed. Vi andre har givet op overfor kommunen i forhold til at der ikke holdes tilsyn på vejarbejde, manglende respons på spørgsmål om status på renovation om vinteren (som vi blev lovet i marts), manglende genplantning på områder efter afsluttet fjernvarmearbejde (hjørnet af højlunds vænge/kollekollevej), parkering af entreprisens maskiner i beboelsesområder efter arbejdstid selvom der er 2 områder til opbevaring i kommunen, o.a.
Ja – “Allemandsret på fortove og cykelstier” til deponering af byggematerialer hensætning af skraldespande, samt parkering af entreprenørudstyr, busser og biler på fortove og cykelstier er indført i Jonstrup. Rørene på fotos ud for Rema blev leveret ultimo april og har ligget til gene for bløde trafikanter siden.
Der var ca. 8 km omvejskørsel da arbejdet ved Chr. Hauchs og den lille rundkørsel i Jonstrup skulle udføres. Jeg forstår ikke hvorfor arbejdet i den lille rundkørsel blev udført indledningsvist, og efterfølgende arbejdet ved Jonstrupvangvej/Chr. Hauchs Alle som næste delarbejde. Men det er ifølge J89 stemt af med største kunde = Jonstrupvangbebyggelsen, men ikke med boligforeningen Jonstruphuse der ejer vejarealet hvor trafikomlægningen foregik. Det kalder jeg frisk planlægning med ekstra trafik over anden mands grund og ikke varslet eller aftalt på forhånd.
Der er nu risiko for stenslag i den måde vejoverfladerne gennem længere tid efterlades på, støvende og med mange store løse sten.
Jeg er enig i Kenneths bemærkninger, og har aldrig set noget halvt så tilsvarende. Gentofte Kommune er et godt eksempel hvor der i langt højere grad er fokus på at fjernvarmeentreprenøren har fokus på at der arbejdes i beboet område og ikke kun en byggeplads.
Nu har vi lige set at entreprenøren stiller en mængde containere op på Tibberup Alle. Først da et kommunalbestyrelsesmedlem gik ind i sagen kunne forvaltningen få samlet sig sammen til at ulovlighederne blev bragt til ophør.
Der er lukket for kommentarer.