DRs podcast om USA, Stjerner og striber, har bragende succes. Nu kommer Stephanie Surrugue, Lasse Engelbrecht og Lasse Berg til Galaksen.
To gange om ugen tager et hold skarpe DR-journalister Trumps USA under behandling i podcasten Stjerner og striber. Det er blevet en særdeles populær lytteoplevelse for mange mennesker.
Nu kommer Stephanie Surrugue til Galaksen sammen med to gange Lasse, Engelbrecht og Berg. Det sker tirsdag den 17. marts kl. 19.
– Aftenen byder på en omgang “geopolitisk gruppeterapi” og bliver en underholdende gennemgang af et hæsblæsende år med Trump i Det Hvide Hus (eller hvad der er tilbage af det!). Her indtager Stéphanie Surrugue, Lasse Engelbrecht og Lasse Berg scenen med deres skarpe blik for udenrigspolitikkens dramaer og de personer, der driver dem frem, skriver FOF Nordsjælland i en pressemeddelelse.
– Foredraget tager fat i de store spørgsmål, mange sidder med lige nu: Er der grænser for Trumps magt – og hvor stiller det USA og ikke mindst Europa, der nu i høj grad er alene hjemme?
Stéphanie Surrugue, Lasse Engelbrecht og Lasse Berg er journalister og udlandskorrespondenter i DR og kendt som holdet bag podcasten Stjerner og Striber, hvor de hver uge graver sig ned i de helt store dramaer på den udenrigspolitiske scene og nørder løs i detaljerne og persongallerierne.







