Ll. Værløse Skole har ansat Emilie Schou Svejstrup som skoleleder. Hun kommer med solid erfaring fra autismeafdelingen på skolen og vil bruge erfaringerne fra gruppeordningen til at gøre skoledagen bedre og mere varieret for alle elever. Et særligt madprojekt skal bruges som løftestang.
Af Mikkel Kjølby
I Furesø Kommune er der efterhånden opstået en tradition for at rekruttere skolelederen internt. Sådan har man gjort på Hareskov Skole, Syvstjerneskolen, Søndersøskolen og nu også Ll. Værløse Skole.
I sommeren 2025 blev Emilie Schou Svejstrup konstitueret som skoleleder, da Peter Thomsen drog videre til en stilling som provstisekretær. Nu kan Emilie Schou Svejstrup slette konstitueret i jobbetegnelsen. Hun er ansat som skoleleder for Ll. Værløse Skole.
– Det er både stort og meningsfuldt at få lov til at stå i spidsen for en skole, jeg kender og holder af. Hver dag møder jeg ind til en skole fyldt med liv, energi og stærke fællesskaber. Siden sommerferien har jeg været konstitueret skoleleder, og det har kun styrket min motivation for at fortsætte i rollen. Jeg tror på, at vi lykkes bedst sammen. Fællesskabet er kernen i det hele og skaber trivsel og udvikling for både børn og voksne, skriver Emilie Schou Svejstrup på Linkedin.
Emilie Schou Svejstrup kom til Ll. Værløse Skole som afdelingsleder i forbindelse med etableringen af udvidelsen af autismeafdelingen på Ll. Værløse Skole i december 2018.
Emilie er uddannet skolelærer fra Blaagaard Seminarium, men har siden taget en diplomuddannelse i ledelse og en master i ledelses- og organisationsudvikling. Efter ni år som skolelærer på Grønnevang Skole i Hillerød blev hun i 2017 afdelingsleder for Basen i Birkerød. Herfra tog hun turen til Ll. Værløse Skole.
– Grundlaget for arbejdet med autismeafdelingen har altid været, at vi ville børnene det bedste. Arbejdet blev tilrettelagt ud fra spørgsmålet om, hvordan vi fik skabt trivsel for de børn, som havde det svært i en normal skoledag. Vi lavede samarbejde med musikskolen og mange andre aktiviteter, fortæller Emilie Schou Svejstrup.
Over hele landet arbejder skolerne nu med at gøre skoledagene bedre og mere varierede for alle børn. Målet er at skabe trivsel for alle børnene.
Det er også udgangspunktet for Emilie Schou Svejstrup som skoleleder.
– Al den viden, vi har fået i gruppeordningen, vil jeg forsøge at bruge på hele skolen, så alle børn kan få en bedre og mere spændende skoledag, siger Emilie Schou Svejstrup.
Madprojekt som løftestang
Ll. Værløse Skole blev i sommers udvalgt som en af de skoler, som i tre år før statstilskud til et forsøg med gratis skolemad for mellemtrinnet 4. til 6. klasse. Ll. Værløse Skole modtager 7 mio. kr. over tre år til forsøgsordningen, som går i gang i det nye år.
Det ser Emilie Schou Svejstrup som en mulighed.
– Der er ret frie rammer omkring projektet. Vi har stillet os selv den opgave at finde ud af, hvordan vi kan noget kultur omkring madprojektet. Der er mange muligheder i det projekt. Vi ser det som en mulighed for at give skolen en særlig identitet, forklarer Emilie Schou Svejstrup.






