Tidligere flyveleder Mogens Houman deler et af sine minder fra tiden på Flyvestation Værløse. Denne episode resulterede i en næse til den senere Ridder af Dannebrog.
Af Mikkel Kjølby
I den militære verden er der procedurer, som bare skal følges.
Det lærte Mogens Houman tidligt i sin karriere som flyveleder. I februar 1980 kom han i en situation, hvor en død kulturminister rangerede over en levende general.
Kulturminister Niels Peter Jacob Matthiasen afgik ved døden den 16. februar på Hotel Horse Guard i London. Selvom det var i forbindelse med et privat besøg, stod man med en død minister i udlandet. Kisten skulle fragtes hjem til begravelsen i Danmark.
Fragten foregik med et militært transportfly fra London til Flyvestation Værløse, og ved landingen var der ritualer, der skulle gennemføres, da der var tale om en minister.
Følgende stod helt klart i de militære håndbøger: Ved flyets ankomst til Flyvestation Værløse, måtte der ikke være andre landinger og starter 1 time før og 1 time efter flyets landing. Der blev anlagt en rød løber, og der blev opstillet et æreskompagni, og der var officielle personer fra regeringen m.v. til stede. Andre fly der skulle benytte Flyvestation Værløse i denne periode var orienteret, og fik besked på, at de skulle parkere på andre steder end den store betonplatform foran hangarerne på nordsiden af banen.
-Jeg var vagthavende flyveleder, og havde prøvet det før, og var helt med på begrænsningerne i anden aktivitet, fortæller Mogens Houman, men så let skulle det ikke gå.
For samtidig med ankomsten med flyet med Niels Matthiasens kiste, var der en T-17 med en ung stabspilot fra Flyvestation Karup, som skulle hente en general, der havde været til møde i Forsvarsministeriet, og derefter skulle flyes tilbage til Karup.
– Jeg gentog procedurerne for ham og supplerede med, at han skulle parkere i en felthangar, som er en lille platform nord for den nordlige rullebane for opsamling af generalen. Det var han meget utilfreds med og beklagede sig under hele indflyvningen. Han havde åbenbart ikke læst instrukserne for landing i det påtænkende tidspunkt. Da flyet med Niels Matthiasens kiste var landet, fortsatte T-17 piloten med at beklage sig over parkering og sagde til sidst meget indigneret: Is that a place to pick up a general?
Mogens Houman mistede tålmodigheden og udbrød over radioen:
-I have been tought, that a dead minister counts more than a live general. Han parkerede som befalet, og jeg troede, at sagen var afsluttet, fortæller Mogens Houman.
Men så let slap han ikke.
-Min egen chef for flyvekontrollen kom hen til mig og sagde, at jeg øjeblikkeligt skulle møde på operationsofficerens kontor i O-Afdelingen. Ankommet fik jeg en lang forelæsning om, hvad man måtte bruge en flyfrekvens til, og O-officeren som yndede at lytte med på tårnfrekvensen sagde, at min bemærkning ikke havde med flyvekontrol at gøre. Han forstod dog min bemærkning men sagde, at journalister som også lyttede med på flyfrekvenser for at opsnappe en god historie, nu ville kontakte ham de næste dage for at få hans bemærkninger. Han sluttede dog samtale med at sige, at hvis jeg ikke ville gøre noget sådant igen, ville han betragte sagen som afsluttet, forklarer Mogens Houman.
Så skulle man tro, at sagen sluttede der, men så kender man ikke Mogens Houman godt nok.
– Jeg svarede, at hvis jeg lovede noget sådant igen, ville jeg lyve, for jeg tror på retfærdighed fremfor rangsystem. Jeg er uddannet til at følge procedurer og ikke rangsystem, og han råbte ud af mit kontor, siger Mogens Houman, som blev tildelt en næse for at have brugt en flyfrekvens til sin bemærkning.
Det ændrede dog ikke på, at Mogens Houman senere i karrieren blev tildelt Ridderkorset af Hendes Majestæt Dronningen i 2004.
