Udbud af byggegrund uden lokalplan – men med byggeret

Den nye byggegrund er placeret mellem Langkær Vænge og Værløse Vandværks underjordiske vandbassin som er dækket af en solcellepark.

Nu er det muligt at byde på en byggegrund på Højeloft Vænge i offentligt udbud. Grunden på 708 kvadratmeter har fået adressen Højeloft Vænge 42. Den er hverken omfattet af by- eller lokalplan, men kan ifølge udbuddet bebygges med 25 procent.
Af Mikkel Kjølby
Furesø Kommune har sendt en ny grund i offentligt udbud hos EDC Værløse.
Det drejer sig om en ny adresse – Højeloft Vænge 42. Lige imellem Langkær Vænge og Værløse Vandværks underjordiske bassin, som forrige år blev dækket af solceller.
Budfristen udløber mandag den 15. september kl. 14.
– Der er for parcellen ikke en byplan eller lokalplan gældende. Furesø kommune oplyser at parcellen kan bebygges med 25 procent. I henhold til udstykningsskitse udgør grundarealet ca. 708 kvadratmeter, står der på ejendomsmæglerens hjemmeside.
Der fremgår ikke, hvordan Furesø Kommune er kommet frem til, at der kan bebygges med 25 procent.
Det oplyses også, at køber skal selv stå for og afholde udgiften til tilslutning af el, vand, kloak og evt. varme, samt tilkørsel til Højeloft Vænge, hvilket ikke er helt let, da grunden ligger ret højt i forhold til vejbanen.


Den nye grund udbydes som en del af matr.nr. 10lp, Ll. Værløse, som ikke er lokalplanlagt. Det er alle de grønne arealer i Nørreskov Park-udstykningen – herunder Byfælleden Nørreskov Park.
Løfter man det til kommuneplanen, er grunden en del af kommuneplanramme 11B5 – Nørreskov Park.
I kommuneplanrammens særlige bestemmelser står der, at yderligere udstykning ikke må finde sted, og at eksisterende fælles friarealer skal fastholdes som ubebyggede fællesarealer.
Sagen er blevet behandlet på den lukkede dagsorden i Furesø Kommune, så det er ikke muligt at få afklaret, om der er tale om et godkendt byggeri eller for den sags skyld et ubebygget fællesareal, eller om man åbner for at bruge fællesarealerne på en anden måde end hidtil.
Ifølge Alt om Furesøs oplysninger har Grundejerforeningen Nørreskov Park bedt Furesø Kommune om at afklare forholdene, inden der indgås en salgsaftale.
Grundejerforeningen Nørreskov Parks formand, Kirsten Lund-Larsen oplyser til Alt om Furesø, at man afgiver et svar til en partshøring, som udløber den 17. september – altså to dage efter budfristen udløber.
I udbudsmaterialet fremgår det, at Furesø kommune frit kan vælge mellem de indkomne bud – herunder forkaste dem alle.
Alt om Furesø har rettet henvendelse til Furesø Kommune om sagen, men når ikke at få svar inden budfristen udløber og vælger derfor at publicere uden svar.

Højeloft Vænge 42 er en del af matr.nr. 10lp, Ll. Værløse, som ikke er lokalplanlagt. Det er alle de grønne arealer i Nørreskov Park-udstykningen – herunder Byfælleden Nørreskov Park. Foto: Screendump fra Matrikelkortet.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *