Steen Autzen (tv.)

Pendlerne på Farum Station blev torsdag eftermiddag mødt af to lokale SF-medlemmer, Jan Kjældgaard og Steen Autzen samt EP-kandidaten Elias Julius Binggeli.
– Når regeringen ikke vil have Store Bededag, så må vi andre jo dele hveder ud, sagde Jan Kjældgaard, formand for SF i Furesø.
SF har fremgang på landsplan, men så sandelig også lokalt.
Sådan så det ikke ud tilbage i 2019. Partiet røg ud af Furesø Byråd ved valget i 2017, det fik bestyrelsen til at trække stikket. Partiafdelingen var reelt inaktiv i to år. Men så indkaldte SFs hovedafdeling til et møde i Værløse Bio & Café. Fremmødet var ikke imponerende. 
– Vi var tre fra Furesø og tre fra hovedkontoret, men vi blev enige om at indkalde til en generalforsamling for SF Furesø, erindrer Jan Kjældgaard.
Ved generalforsamlingen dukkede gymnasieeleven Jesper Dyhrberg op. Han meldte sig endda som formand. Energien bredte sig som ringe i vandet i lokalafdelingen. Ved valgte i 2019 opnåede Jesper Dyhrberg valg til Furesø Byråd. I dag er han nyvalgt formand for ungdomspartiet SF Ungdom. Jan Kjældgaard er ikke kun formand for SF Furesø, men også for SF Nordsjælland, og spidskandidaten til EP-valget Kira Marie Peter-Hansen er fra Værløse.  
– I dag har vi en aktiv bestyrelse på otte personer og 64 medlemmer af partiforeningen i Furesø. Det bedste er, at medlemmerne er meget mere aktive. Vi havde fem arrangementer i 2023 og har fået gang i de sociale medier, fortæller Jan Kjældgaard.
Partiet forventer at stille en kandidatliste til kommunalvalget 2025 allerede i efteråret 2024.
– Vi har fået flere kandidater – ikke mindst kvindelige kandidater, hvilket er rigtig godt. Jeg forventer, at vi får to mandater ved kommunalvalget i 2025, siger Jan Kjældgaard.
Men først er der valg til Europa-Parlamentet den 9. juni. For SF Furesø er det noget ganske særligt, idet spidskandidaten Kira Marie Peter-Hansen voksede op i Værløse.
SF Furesø ser stærkt frem til at få besøg af partiets politiske komet i forbindelse med et arrangement på Mors dag den 12. maj.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest