Engang var Erik Frogne Knudsen (27/4 1889 – 17/6 1973) den rigeste mand i landsbyen Værløse. Han ejede den største gård – Hareskovgaard – og boede som barn på Grantofte, en nu nedrevet gård i Syvstjerne-kvarteret. Senere byggede Frogne Knudsen den flotte og smukt beliggende Villa Solbrink ved Søndersø.
Af John Mynderup. Oprindeligt udgivet på www.laketours.dk
Jeg stødte på hans navn i bogen om Værløse & Omegn og i jubilæumsskriftet om Hareskovgaard og spurgte hos Furesø Museer om arkivet kunne hjælpe med flere oplysninger. I arkivet fandt jeg en slags munter biografi om ham, skrevet af hans læge gennem mange år, den nu afdøde H. Lynggaard Hansen fra Værløse.
Lynggaard Hansen var ikke alene læge for, men også ven med rytterofficeren, direktøren, gårdejeren og den senere the-handler Erik Frogne Knudsen.
Causeriet er stilet til Rytteriofficerforeningen i København og lægen har fået hjælp af Værløse Museum til nogle faktiske oplysninger og som tak for indsatsen sendte Lynggaard Hansen en kopi af sit manuskript til Værløse Museum.
Lægens manuskript fra 1991 bringes her i sin fulde længde. Der er foretaget enkelte rettelser bl.a. har jeg tilføjet enkelte punktummer for at gøre det nemmere at læse teksten, som kan være holdt som en tale.
Til rytteriofficersforeningen!
I henhold til afgivet løfte, skal jeg herved forsøge at bidrage til en slags biografi om Frognes civile liv.
F.K. blev født i København, faderen var maskiningeniør. Familien flyttede ved århundredskiftet til Værløse, hvor faderen drev en ret stor gård ved navn Grantofte som landbrug. Efter kort tids ansættelse i automobilfirmaet (Hans Lystrup) blev F.K. landvæsenselev.
Først drev han faderens ejendom, fik hurtigt forpagtet ejendommen Krogvænget og tilkøbte i 1913 den største gård i Værløse: Hareskovgaard, og erhvervede hermed 80 tønder land, som strakte sig fra Værløse by mod syd til Hareskoven.
Herefter var F.K. byens store mand med rigdom og anseelse og rideheste, og den epoke var nok hans sociale toppunkt.Hans foretagsomhed og konkurrencelyst i forholdet til byens andre store gårdejere (Grut-Hansen på Kollekolle og Worm på Birkhøj) var samtaleemne i byen.
Under 1. verdenskrig blev F.K. indkaldt, kom på kornetskole og blev hjemsendt som løjtnant af reserven. F.K. fastholdt sin tilknytning til militæret. Man har fortalt mig, at synet af F.K. i fuld udrustning på cykel med sværdet tværs over styret på vej til Hareskovbanens station i 1930’erne var et yndet samtaleemne i den lille landsby.
I 1914 brændte staldlængerne på Hareskovgaard. F.K. benyttede lejligheden til at bygge en ny gård (Ny Hareskovgaard) længere mod syd.
Samtidig byggede F.K. en pragtvilla ved Søndersø – Villa Solbrink. Hermed løb F.K. ind i økonomiske problemer. Det kneb med at få bygget Solbrink færdigt, og F.K. flyttede aldrig derind.
Bedre blev det ikke af, at F.K. kastede sig ind i det næste storstilede projekt, og forsøgte sig som grusgraver ved Søndersø. Det var en investering i højere klasse, højdeforskellen mellem Søndersø og Værløse station er betydelig. Der blev anlagt et kurvet tipvognsspor op ad bakken og et stejlt spor langs nuværende Mosevej. Banen og dens eneste funktionær (Nielsen) havde F.K. indkøbt i Sverige, imidlertid viste det sig, at grusforekomsten ved Søndersø var væsentlig mindre end beregnet, banen måtte nedlægges og Nielsen sendes hjem.
Nogen tid herefter forsøgte F.K. at få solgt de attraktive arealer lige nord for skoven, men dels kneb det at få byggemodnet, dels var tiden ikke moden til det, og F.K. måtte sælge for få procent af, hvad grundene er værd i dag.
Jeg lærte F.K. at kende i 1950 som min patient. På det tidspunkt var han ekspedient i Perchs Thehandel i Kronprinsensgade i København. Det var en særpræget forretning, hvor de to ekspedienter havde ens gul kittel og knækflip. Forretningen havde et museumspræg og der gik ry om de to – originaler – og der var altid publikum, der udefra iagttog hændelserne.
For de to var fremstillingen af en kop the, en sacral handling, vandtemperatur og trækketid klart definerede, og ve den, der ikke fulgte instrukserne. Jeg har hørt om en stakkels dame, der nærmest blev smidt ud af forretningen, fordi hun mente at kunne klare sig med det varme vand fra hanen.
For F.K. hang gymnastik og militærliv ubrydeligt sammen. Han var i mange år formand for Værløse Gymnastikforening. En mand som havde været fanebærer i foreningen i en årrække, var blevet træt af det og ville være fri for hvervet. Han klarede det på den luskede måde, at han meddelte F.K. at han var begyndt at tvivle på de symboler, som fanen repræsenterede, hvorefter F.K. harmdirrende fratog ham det repræsentative hverv.
Man kunne formode at den økonomiske deroute F.K. havde været ude for havde gjort ham ulykkelig eller bitter. Det var slet ikke tilfældet, han var i besiddelse af et godt humør med springende tankegang, nye ideer blomstrede opg foretagsomheden var upåvirket.
Af ydre var han en lille mand med rundt hoved, øjnene mørke og dybt liggende, fulde af liv. Bemærkelsesværdig var næsens størrelse og farve som kunne lede tanken hen på gammel portvin, men det var ikke tilfældet. Farven skyldes en hudsygdom, der hedder rhinofyma, som er i familie med acne. I de år jeg har kendt F.K. kunne jeg ikke bevæge ham til at drikke noget stærkere end gul sodavand.
Han var en myte i byen, landsbyen kunne godt lide ham. Om morgenen afgik toget til Nørrebro ikke før F.K. var kommet med på vej til the-handelen. Ydermere havde stationsforstanderen (Dahlin) altid hvide handsker på ved denne lejlighed.
Ved den tid boede F.K. på Hareskovhvilevej i et hus, han selv havde været med at bygge, en medhjælper, en soldaterkammerat, blev under bygningsarbejdet tiltalt ved Nr. en ting civilisterne syntes var nedsættende.
Huset var en toetages villa, ca 12 meter fra vejen, der var et fald fra huset ned til vejen. F.K. havde udnyttet dette fald til at indrette et lille vandløb, beklædt med vandplanter ned ad skrænten. Vandløbet blev holdt i gang med en elektronisk pumpe. I huset var der en stor hall. Husets vægge var behængt med genstande, som afspejlede F.K.s sunde interesser.
Der var billeder af nydelige damer, alle tækkelige påklædt og tankevækkende. Der var billeder af heste og dragoner i trav-galop og hvilende, man kunne føle sig hensat til et bedre krigsmuseum.
Det af vægarealet, der ikke var beklædt med de anførte kunstgenstande, var stort set smykket af ure, fra bornholmer til grandfathers clock.
Hans yndlingsur var et tysk vægur af mærket G.B. (Gustav Becker). Her havde vi nogle fælles interesser, som bragte os sammen i mange timer.
Vi kørte en del ture sammen i min bil. En gang i 60’erne var vi sammen på Kasernen i Næstved, hvor F.K. havde et eller andet med til officersmessen.
Vi blev fyrsteligt modtaget, fik en dejlig frokost. Jeg husker F.K. drikke danskvand til maden.
F.K. var vellidt og kendte et hav af mennesker. Kort for sin død antydede han, at vi sammen skulle besøge Grev Knuth af Knuthenborg. Det står ikke klart for mig om greven nåede at erfare om rejseplanerne inden F.K.s pludselig død.
Han døde lykkelig hurtigt, undgik plejehjemmet og den afhængighed af andre, som bestemt ikke ville have passet ham.
Byen og jeg følte tabet af F.K. smerteligt. Den gamle kriger, for hvem Dannebrog og fædrelandet var alt, var borte.
Byen blev en anden, når man ikke mere skulle møde ham. På en måde var det også slutningen på en epoke. Værløse holdt op med at være en charmerende landsby og blev en overbefolket konturløs forstand. F.K. havde præget landsbyen, og den forsvandt med ham.
