Engkirkegård skal give plads til kistebegravelser i naturen

Engkirkegården skal gøre det muligt at vælge kistebegravelser i naturen. Skitse: Brian Worm Jensen.

Kirkegårdsleder Brian Worm Jensen vil bruge området imellem Farum Ny Kirkegård og Skovkirkegården til en Engkirkegård, som skal sikre mulighed for kistebegravelser i naturen.
Af Mikkel Kjølby
Ved den smukke gamle kirke i Farum er der tre muligheder for at blive begravet. Der er den gamle kirkegård, hvor man skal være heldig for at få en plads. Der er blot tre pladser i 2025. Så er der Farum Ny Kirkegård for enden af Ll. Kålundsvej. Og så er der Skovkirkegården helt nede i skoven ved Farum Sø. Her er der plads til urnebegravelser.
Står det til kirkegårdsleder Brian Worm Jensen skal pladsen imellem Farum Ny Kirkegård og Skovkirkegården bruges til en ny slags kirkegård.
– Vi kan ikke lave kistebegravelser på Skovkirkegården, da det vil ødelægge træernes rødder. Det er min opfattelse, at dem, som vælger en kistebegravelse lige så gerne vil tilbage til naturen, men ikke har mulighed for det, siger Brian Worm Jensen.
Han har selv tegnet skitserne til Engkirkegården. På det bredeste sted er der 80-100 meter græs imellem Farum Ny Kirkegård og Skovkirkegården. Her er der plads til 200-250 begravelsespladser.
Det område vil Brian Worm Jensen lade indramme med et ensidigt stendige. Udefra vil man blive mødt af et stendige, men indefra vil jorden blive bygget op til stenene, så man kigger direkte ud over Præstegårdsjordene, når man står ved en begravelsesplads.
– Kirkegården er for de efterladte. Det skal være et godt sted at komme for de efterladte. Det vil Engkirkegården netop gøre, forklarer Brian Worm Jensen.
– For mig er det vigtigt, at det kommer til at se så naturligt ud som muligt. Der kommer ingen lige linjer med store stier, men en græsarmeret vil bugte sig igennem området og fra den vil græsstier føre ud til gravstederne, hvor natursten vil blive et krav, forklarer Brian Worm Jensen.
Det er tanken, at området slås en gang hvert forår, og derefter spredes naturlige blomstersorter ud i området, så det får et præg af at være en eng.
– Det bliver aldrig et blomsterhav, men enkelte blomster vil spire frem, så man får en oplevelse af at være på en eng, forklarer Brian Worm Jensen
Projektet er kommet så langt, at sognet har hyret landskabsarkitekt Anne Stausholm til at styre det i mål i forhold til myndighedstilladelser osv.
Hvis alt går vel, kan Engkirkegården ved Farum Ny Kirkegård stå klar i 2026-27.

Kirkegårdsleder Brian Worm Jensen nar selv lavet skitserne til Engkirkegården. Nu skal en landskabsarkitekt køre projektet i forhold til myndighedstilladelser.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder