NaturTalenterne har mistet en kær ven. Æslet Carlo er gået til de evige græsmarker.
Af Mikkel Kjølby
Da Nanna Rugh Wrangel i sin tid fik idéen til at lade børn med særlige udfordringer møde rolige hovdyr, var æslet Carlo en af hendes første dyr.
Nu har foreningen NaturTalenterne sagt farvel til Carlo, som også har været udstationeret til græsningsprojekter forskellige steder – ikke mindst på Byfælleden Nørreskov Park i foråret 2025.
Netop her er der gang i et græsningsprojekt, som startede på Vulkanen, men den 16. december flyttede til en ny, midlertidig indhegning.
Da Mille og Bella flyttede ind i deres nye og større indhegning, der breder sig på begge sider af kanalen mellem Krebsesøen og Svanesøen nær petanquebanen, fik de – for en tid – selskab af den velkendte Carlo, som mange husker fra området tidligere på året.
– Carlo var en ældre herre på 30 år og en helt særlig del af NaturTalenternes arbejde. I næsten tre år har han været med til at skabe ro, nærvær og uforglemmelige øjeblikke for både børn og voksne. Desværre kunne Carlo ikke mere og døde i dag, fortæller Nanna Rugh Wrangel og fortsætter:
– Vi kommer til at savne ham utrolig meget. Samtidig er vi dybt taknemmelige for, at hans sidste tid blev tilbragt på Nørreskov Park, omgivet af ro, natur og de mange skønne æselvenner, som flere gange dagligt har sikret, at dyrene lever deres bedste liv. Carlo efterlader et stort aftryk – ikke bare i græsset, men i mennesker, lyder det fra Nanna Rugh Wrangel.







