Landstræner Jakob Michelsen har udtaget FC Nordsjællands angriber Anna Walter til VM-kvalifikationskampene mod Serbien og Italien.
Af Mikkel Kjølby
Onsdag aften scorede Anna Walter et flot mål i FC Nordsjællands Europa Cup-kvartfinale mod Frankfurt.
Kort efter fik hun en glad besked. Landstræner Jakob Michelsen gav hende den sidste plads i landsholdstruppen til VM-kvalifikationskampene mod Serbien den 3. marts i Horsens og den 7. marts mod Italien i Vicenza.
Anna Walter fik debut på A-landsholdet den 24. oktober 2025. Det var umiddelbart efter nederlaget til Fortuna Hjørring i pokalfinalen.
Det er blevet til tre A-landskampe og 24 ungdomslandskampe.
Anna startede til fodbold på drengeholdet på Frederiksberg, men skiftede hurtigt til FC Damsø. Som U16-spiller kom hun til akademiet i Farum, dengang pigeholdene stadig spillede under navnet Farum Boldklub.
Anna tog på efterskole og skiftede til Odense Q. Derefter var hun omkring HB Køge og Sundby Boldklub. I 2023 vendte hun tilbage til Farum, hvor hun hurtigt udviklede sig til en profil. Kontrakten løber til 2027, men den eksplosive, offensive, hårdtarbejdende, målsøgende og måske mest af alt, smilende angriber lægger ikke skjul på, at hun en dag vil en tur til udlandet.
Det fortalte hun i et interview med Alt om Furesø. Læs det her: https://altomfuresoe.dk/landsholdet-husmandsfinter-og-masser-af-smil-her-er-anna-walter/







