73 medlemmer af Farum Sejlklub fejrede klubbens jubilæum med reception i klublokalet og herlig mad i Restaurant Furesøbad.
– Vi har et godt klubliv i Farum Sejklub. Det er stærkt, at så mange medlemmer ville være med til at fejre jubilæet, siger Arne Rasmussen, kasserer i Farum Sejlklub.
Klubben har samlet set 243 medlemmer.
Det blev en festlig aften med skøn musik leveret af klubbens helt egne spillemænd, gode taler og en masse hyggelig komsammen.
Spillemændene Bjørn, Joel og Poul leverede et helt potpourri af sange skabt gennem årene til klubbens festlige lejligheder.
Tidligere formand Poul Ammentorp leverede en flot tale.
– Det er godt: at Paul Hansen og Laurits Andersen i sommeren 1963 mødes, og i fælleskab beklagede, at der ikke var en Sejlklub i Farum, hvor deres drenge kunne sejle. Det er godt: at de begge brændte så meget for sejlsport, og for ideen om en sejlklub i Farum, at de arrangerede møde for interesserede, og senere indkaldte til stiftende generalforsamling d. 7. november 1963, lød det fra Poul Ammentorp, som derefter opremsede alle de gode ting, der er sket gennem årene.