Vejdirektoratet har ladet Rambøll lave en rapport om overdækning af Fiskebækbroen og hele vejen til Bistrupvej. Skitse: Rambøll.

Borgmester Ole Bondo Christensen (A) glæder sig over, at Vejdirektoratet også arbejder med overdækning af motorvejen i Farum samt en forlængelse af Farumbanen til Hillerød.
Af Mikkel Kjølby
Vejdirektoratets Miljøkonsekvensvurdering af udvidelsen af Hillerødmotorvejen til seks spor fra Bagsværd til Farum indeholder også detaljer og fremtidssikring af mulige projekter som overdækning af motorvejen i Farum, samt en forlængelse af Farumbanen til Hillerød.
Borgmester Ole Bondo Christensen (A) glæder sig over, at bekæmpelse af trafikstøj fylder så relativt meget i Vejdirektoratets udspil.
– Der er ingen tvivl om, at vores pres fra kommunens side har haft en effekt. Vi har jo fra kommunens side udarbejdet en samlet plan for støjbekæmpelse, som vi har været i dialog med Vejdirektoratet om, siger Ole Bondo Christensen.
Fra flere sider har der været arbejdet med planer om en overdækning af motorvejen fra Stavnsholtvej til Bistrupvej. I Miljøkonsekvensvurderingen er der inkluderet en rapport om overdækningen fra det rådgivende ingeniørfirma Rambøll.
– Det er rigtigt godt, at også Vejdirektoratet nu arbejder med alternativer til traditionelle skærmløsninger i form af overdækning fra Fiskebækbroen til Slangerupvej/Bistrupvej – og også tænker støjbekæmpelse på de øvrige strækninger langs Hillerødmotorvejen, lyder det fra Ole Bondo Christensen.
Rapporten deler overdækningen ind i fem strækninger. På Fiskebækbroen nævnes en let kuppelformet overdækning på hver parallelbro over motorvejen. Dette føres videre i delstrækning 2 frem til gangbroen ved Furesølund. Her etableres en let overdækning som kasse over motorvejen med en tung midtervæg. Det er ikke muligt at anvende arealerne ovenpå overdækningen.
Delstrækning 3 er fra Stavnsholtvej til Paltholmvej. Her etableres en tung overdækning. På det ene tunnelrør kan etableres bebyggelse i op til seks etager. Delstrækning 4 er en tung overdækning ved den tidligere Bybækskole. Her kan der etableres bebyggelse i seks etager.
Hovedstrækningen kaldes delstrækning 5 og er fra Paltholmvej til Bistrupvej. Her nævnes en tung overdækning, som indpasses vha. jord i terrænet på begge sider af overdækningen.

Forlængelse af Farumbanen er med i planerne
Banedanmark arbejder lige nu på en forundersøgelse i forhold til en forlængelse af Farumbanen til Hillerød. Det vil i så fald ske langs Hillerødmotorvejen. Netop dette er indarbejdet i planerne.
– Det er vigtigt, at forslaget fra Vejdirektoratet har indarbejdet perspektivet i forhold til en fremtidig forlængelse af Farumbanen mod Hillerød, forklarer Ole Bondo Christensen.
Vejdirektoratet planlægger Hillerødmotorvejens udvidelse til seks spor, så der er plads til jernbanespor.
– Det vurderes muligt at udvide Farumbanen efter etablering af en overdækning. Det er dog nødvendigt at indtænke en række belastningsscenarier for de tunge overdækninger, hvis man i fremtiden ønsker at placere en banestrækning i en nabotunnel til overdækningen, skriver Vejdirektoratet i Miljøkonsekvensvurderingen.
Det er en af årsagerne til, at Fiskebækbroen ikke udvides, men det tredje spor etableres i nødsporet. Nord for Fiskebækbroen udvides motorvejen indad i midterrabatten for at gøre plads til en eventuelt ny s-togsstrækning mellem Farum og Hillerød.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

3 kommentarer til “Farumbanen og overdækning kan fungere sammen”

  1. Der findes et særligt sted i helvede til dem der tegner kort der ikke er nordvendte.

    Jeg har en mistanke om at kortet er lavet af Rambøll, men de vil bare ikke lægge navn til det, derfor står der Ranbøll!

  2. Lotte Kristensen

    en let overdækning på Fiskebækbroen , håber de har taget kommende uvejrsprognoser med styrtregn , hagl og stormvej med i beregninger – da højden og beliggenhed tæt på Furesøen jo giver rigelig med melighed for at uvejr ovrt furesøen giver ekstra storm stød styrke straks uvejr rammer land ved Fiskebækken….. eller ser jeg broen som det svageste led , der gir mulighed for en fremtidig kædereaktion af nye problemer der påvirker hele strækningen på motorvejen. byg klimasikkert og solidt så stabilitet sirkres . Og eller er det et meget spændende projekt .

  3. ole osterhammel

    Fiskebækbroen burde erstattes med en tunnel. S-tog-banens forlængelse fra Farum og nord på burde også ned i en tunnel.

Der er lukket for kommentarer.