Farumgård var midtpunkt i grundlovsstrid under besættelsen

Ursulasøstrene gav tilladelse til et grundlovsmøde på Farumgård i 1942. Besættelsesmagten fik det stoppet.

De senere år er Farumgård mest blevet kendt for en strid om offentlighedens adgang til stianlægget. Tilbage i 1942 var Farumgård centrum for en helt anden strid.
Danskerne var efterhånden blevet godt og grundigt trætte af den tyske besættelsesmagt og den danske regerings samarbejdspolitik.
Dansk Ungdoms Samvirke ville slå et slag for den grundlovssikrede ret til forsamling, men blev mødt af et forbud mod at publicere en pjece om grundlovens frihedsrettigheder. I stedet blev der arrangeret et grundlovsmøde i Tivoli. Det fik den pro-nazistiske avis Fædrelandet til at gå i krig. Avisen rasede på forsiden over arrangementet og skrev til politidirektøren, som reagerede med endnu et forbud.
Formanden for Dansk Ungdoms Samvirke, Hal Koch, og ildsjælen Knud Gedde var ikke til sinds at give op så let.
Mødet blev flyttet til den privatejede Farumgård, hvor den tyske nonneorden St. Ursula-søstrene gav tilladelse til grundlovsfest i parken.

Farumgårds park skulle have dannet rammen om grundlovsmødet i 1942.

Igen reagerede Fædrelandet med en rasende artikel på forsiden og provokerede ved at arrangere et hvervemøde for Frikorps Danmark den 4. juni på Williams Hotel. SS-frivillig Søren Kam stod som taler ved dette arrangement som blev annonceret i Farum Avis. I selvsamme avis kunne man også finde en gigantisk annonce for grundlovsmødet i Farumgårds park. Hal Koch og folketingsmedlem Aksel Møller skulle stå for talerne, et orkester fra DSU København stod for musikken, og den lokale afdeling af Dansk Ungdoms Samvirke stod for udsmykningen og et lotteri med lodsedler i form af et lille dannebrogsflag.
Aftenen før grundlovsmødet ændrede Justitsministeriet holdning. Tilladelsen blev inddraget og erstattet af et forbud. Knud Gedde blev ringet op af Justitsministeren, og Hal Koch brokkede sig i en to timer lang samtale til statsminister Vilhelm Buhl, men lige lidt hjalp det. Aflysningen blev meldt ud via Radioavisen. Det var den eneste måde at varsle de forventede 7000 deltagere om aflysningen.
Knud Gedde var klar i spyttet:
– Naar de danske myndigheder, nu bade via Udenrigsministeriet og Justitsminister af frygt for, hvad der måtte ”gefalle” tyskerne, er mere smaatskaarne end disse selv, saa maa vi raabe vagt i gevær. Gør vi ikke, saa er vi ikke andet end dikkende lammehaler, der ryster af skræk.
Lederne af Dansk Ungdoms Samvirke blev arresteret af tyskerne i forbindelse med den militære undtagelsestilstand i sommeren 1943. De blev interneret i Horserød, men løsladt få måneder senere.

Kilde: Majtræet. Farum Lokalhistoriske Forening. 

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

1 kommentar til “Farumgård var midtpunkt i grundlovsstrid under besættelsen”

  1. Hans Jørn Storgaard Andersen

    Det kan jo tydes som noget positivt for de tyske nonner.
    Der næppe havde politiske motiver, men afholdt sig fra at tage stilling for/imod nazismen.
    Omvendt blev de senere straffet for at være tyske.

Der er lukket for kommentarer.