Byrådsmedlem Morten Flindt (V) holdt grundlovstalen ved Værløseegnens Historiske Forenings arrangement ved Mosegården. Han glædede sig over, at der er kommet en rød regering, for så bliver forskellene tydeligere.
Uddrag af Mortens Flindts grundlovstale.
Vores eget demokrati er måske mest af ved at blive lidt dovent. Forvænt. Forsømt.
De demokratiske tilbageskridt, der sker i USA, kan ske i alle lande. Demokratiet er ikke stærkere end vi gør det til. På trods af vores høje valgdeltagelse, de frie og fair valg og vores lave niveau af korruption er der alligevel nogle bekymrende tendenser, vi skal være opmærksomme på.
For det første er der tilliden til politikerne bredt set.
Den er rekordlav og nedadgående. I opfatter mig som utroværdig, mere utroværdig end ejendomsmæglere og brugtvognsforhandlere. Det gør I, fordi I mener, at politikere alt for ofte ikke lader ord og handling følges ad, men har for nemt ved at sige et og gøre noget andet. Fordi I mener, at politikere taler for grimt til hinanden og om hinanden. Særligt på sociale medier. Fordi I mener, at politikerne for nemt bare hopper fra et parti til et andet – til et tredje – og det kommer til at virke, som om det at være politiker er vigtigere end hvilken politik man står for. Og fordi vi politikere simpelthen altid taler uden om i stedet for bare at erkende det, når vi har begået en fejl.
Undskyld!
Det er også et problem for vores demokrati, at der er så få medlemmer af de politiske partier.
Partierne er ikke nævnt i Grundloven, men siden tiden omkring den gennemsete Grundlov i 1866 har partierne spillet en helt central rolle i dansk politik. For eksempel er det i altovervejende grad partierne, der udvælger kandidater til valgene. I dag er kun 2 % af danskerne medlem af et parti, og blandt de 2 %, som altså vælger kandidaterne, er der endnu færre, der ønsker at stille op. Og blandt dem, der ønsker at stille op, er der endnu færre, der stiller op med et ønske om rent faktisk at blive valgt.
Det betyder, at tusindvis af danskere, der sikkert kunne blive glimrende politikere, og som har meget på hjerte, enten undlader at stille op, eller helt holder sig ude at politik. Det gør de på grund af det dårlige ry, der følger med, det siger næsten sig selv.
Hvem vil dog udsætte sig selv for det?
Men de vælger også partierne og politik fra, fordi partierne paradoksalt nok ikke bliver betragtet som en vej til politisk indflydelse. Partierne bliver opfattet som alt for topstyrede og uden plads til den mindste afvigelse fra en streng partilinje. Partierne bliver valgt fra, fordi man sjældent er enig med et parti i alt, men ved et medlemskab hurtigt bliver taget til indtægt for det hele. Og også for holdninger og motiver, partiet slet ikke har. Der er også arbejde og familie og fritidsinteresser, der skal passes. Og så er der den lille, men dybt ubehagelige risiko for hærværk, trusler og overfald.
Det er nogle forholdsvis konkrete ting, og mange af dem kan både partierne og den enkelte politiker reagere på gennem deres adfærd og deres tilgang til det at være i politik.
Men vigtigst af alt, efter min mening, skal politik være vedkommende, og der skal være noget på spil.
Det skal betyde noget, om det er den ene eller den anden, der har magten. Om det er den ene eller den anden, man stemmer på. De politiske uenigheder, vi gerne skulle kunne håndtere på en civiliseret måde inden for demokratiets rammer, skal være tydelige. Og det skal være tydeligt, at de forskelle betyder noget for politikerne – for de betyder noget for danskerne.
Politik handler nemlig ikke kun om, hvorvidt man er for eller imod et sprøjteforbud eller for eller imod private børnehaver. Det handler om, hvad man helt grundlæggende synes er rigtig – og især forkert – her i livet. Mange har svært ved at finde ud af, præcis hvilken kandidat eller hvilket parti, de skal stemme på. De fleste ved helt intuitivt, hvem de IKKE vil stemme på.
Derfor er jeg også virkelig glad for, at vi langt om længe har fået rød mindretalsregering.
Det siger jeg ikke, fordi alle i Venstre er blevet socialdemokrater af, at vi har været i regering med Socialdemokratiet. Jeg ville da absolut have foretrukket en blå regering.
Men jeg er glad for, at vi har en rød mindretalsregering, fordi uenighederne, forskellene bliver tydeligere. Fordi der nu er en stærk opposition i Folketinget. Fordi man som vælger i højere grad får en oplevelse af, at det ikke bare er vigtigt at stemme, men at det også er vigtigt hvad man stemmer. Hvis det kan være ligegyldigt hvad man stemmer, hvad skal man så med valgmuligheder?
Det er ligegyldigheden, dovenskaben, forsømmelsen af vores demokrati, der er den egentlige fare.
Den politiske pris, vi i fremtiden kan give hinanden er, at vores demokrati fortsat er den eneste styreform, vi kan forestille os. At vi ikke kan forestille os at leve uden de grundlæggende rettigheder, som Grundloven giver os, og som de i andre lande er villige til – og nødt til – at betale for med deres liv. At vores demokrati er stærkt og levende og fortsat er noget, som fremtidens unge demokratier søger inspiration i.
Det kræver, at flere deltager.
Ikke blot aftjener deres demokratiske værnepligt ved at sætte et kryds hvert fjerde år, men er med som diskuterende og politikudviklende medlem, som næstformand i bestyrelsen eller assisterende koordinator i valgkampen – og allerhelst som kandidat.
Og dét kræver, at vi, der allerede er aktive, hele tiden arbejder på at gøre politikken mere vedkommende, mere relevant og mere attraktiv for flere at deltage i.
