Værløseegnens Historiske Forening har fået ny formand. Anne-Marie Bach ønskede at stoppe efter ti år på posten. Tove Jensen tager over som formand.
Af Mikkel Kjølby
Værløse har en stor og velfungerende historisk forening, men i dag ser den meget anderledes ud end, da Anne-Marie Bach (dengang Malmos red.) blev udpeget som bestyrelsesmedlem for Værløse Byråd tilbage i 1997.
– Dengang drev foreningen et statsanerkendt museum og arkiv med ansatte. Kommunens rolle var at bidrage med et tilskud og udpege bestyrelsesmedlemmer fra kommunalbestyrelsen, fortæller Anne-Marie Bach.
Den lærde kulsvier, Karl K. Nielsen, fik i 1960erne overtalt Værløse Kommune til at Mosegaarden skulle være lokalmuseum. Med årene udviklede det sig til et statsanerkendt museum inden for arkæologi og et lokalarkiv i Ellens Lyst, alt sammen drevet af ‘Historisk Forening’ (nuværende Værløse Historiske Forening. Foreningen skiftede navn til ‘Værløseegnens Lokal Historiske Forening’ efter Kommunalreformen.
– I 1990erne var der over 100 frivillige. Der var rigtig meget liv. De frivillige arbejdede på museet og arkivet og lavede en masse aktiviteter. Det var en meget stor og levende forening med over 750 medlemmer. Jeg kan huske, at Torben Hurvig og undertegnede i 2001 var på Christiansborg for at (få foretræde for Kulturudvalget og kæmpede for at) bevare statsanerkendelsen i forbindelse med en ny museumslov, fortæller Anne-Marie Bach., fortæller Anne-Marie Bach.
Alt det ændrede sig med et slag i forbindelse med kommunalreformen, som ikke kun smedede Værløse og Farum Kommuner sammen i et tvangsægteskab, men også gjorde museerne til en kommunal affære.
– Det gjorde at folk trak sig. De gad ikke at arbejde for Furesø Museer. I dag er der ti frivillige søndagsvagter. Arkivet blev kommunalt og så forsvandt rigtig meget, forklarer Anne-Marie Bach.
Interessen for lokalhistorien har siden holdt Anne-Marie Bach i foreningen. Hun har været bestyrelsesmedlem i alle årene. I 2016 blev hun valgt som formand for Værløseegnens Historiske Forening.
– Foreningen var på det tidspunkt helt anderledes end den, jeg lærte at kende. Det havde nu “bare” været en forening i ti år. Vi fortsatte vores eget liv som forening, men vi prøvede at have et samarbejde med museet omkring arkæologi med Niels Bødker Thomsen som tovholder, fortæller Anne-Marie Bach.
Covic-nedlukningerne gjorde meget ved foreningen. Man begyndte at tænke anderledes.
– Covid gjorde at vi blev meget udendørsfokuserede. Det er vi stadigvæk. Fx er kvartersvandringerne meget populære, siger Anne-Marie Bach.
Fokus for foreningen er de gennemgående aktiviteter og så rekruttering af nye ildsjæle.
– I dag er omdrejningspunkterne solide foreningsaktiviteter og studiekredse, som skal skabe nye ildsjæle for foreningen. Det har givet mange nye medlemmer i foreningen. Vi har også arkæologi og detektorgrupper, som er fødekæder til at få ildsjæle, fortæller Anne-Marie Bach og fortsætter:
– Vi har altid drøftet, hvordan vi kan rekruttere nogle flere. Det er gået i retning af, at der er folk, som er stoppet på arbejdsmarkedet eller folk som flytter til kommunen og vil vide lidt om området, som melder sig ind i foreningen. Mange borgere i Værløse er fysisk aktive. Det prøver vi at matche ved at have udendørs aktiviteter.
Anne-Marie Bach mener ikke, at en afgående formand bør sidde i bestyrelsen. Derfor har hun trukket sig helt af bestyrelsesarbejdet, men er gået ind i en anden rolle.
– Når man har siddet som formand i ti år, skal man tænke nyt i bestyrelsen. Jeg har aftjent min værnepligt. Nu må der komme nye tanker til i bestyrelsen. Tove Jensen og den øvrige bestyrelse skal boltre sig med det de vil. Jeg skal ikke ånde dem i nakken. I stedet er jeg gået ind i redaktionsudvalget som menigt medlem, forklarer Anne-Marie Bach.
I dag har foreningen cirka 575 medlemmer, men de konstante besparelser i Furesø Kommune kan give panderynker.
– Mosegården betyder meget for foreningen. Det vil være en katastrofe, hvis foreningen blev flyttet fra den. De fysiske rammer har enorm betydning, slutter Anne-Marie Bach.







