FOSS-koncernen offentliggør planer for et ambitiøst og bæredygtigt projekt, FOSS Science Park nord for Slangerupvej. Projektet skal nu igennem myndighedsbehandling.
En af verdens førende udviklingsvirksomheder inden for optiske moduler, Ibsen Photonics, er placeret i Farum. Ibsen Photonics udvikler og producerer transmissionsgitre og spektrometre til en lang række formål, fra vindmøller og telekommunikation til medicinsk udstyr og fødevareanalyse. Ibsen Photonics er en virksomhed i vækst – understøttet af fire Gazelle-kåringer i løbet af de seneste 6 år – som har brug for større og bedre rammer end de har i dag. Den proces har affødt et ønske om at skabe et nyt og fremtidssikret virksomhedsfællesskab for højteknologiske vækstvirksomheder med fokus på optik og nanoteknologi i kombination med innovation, produktudvikling og produktionsvirksomhed, med særligt fokus på at skabe de bedste rammer for volumenproduktion i såkaldte renrum.
FOSS Science Park er tiltænkt både virksomheder inden for og uden for FOSS-koncernen.
Placeringen i Farum, tæt ved Hillerødmotorvejen og Farum station, skal sikre de bedste muligheder for at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft fra København og hele Nordsjælland.
FOSS Science Park vil via rundkørslen ved Slangerupvej/Farum Gydevej være i direkte forbindelse med den eksisterende erhvervspark.
– Ibsen Photonics har de seneste 10 år udviklet sig fra en unik startup-virksomhed til i dag at beskæftige 75 medarbejdere og være en førende leverandør af spektrometre til en række verdenskendte virksomheder.
– Jeg har oplevet en enormt spændende vækstrejse siden 2010, og det ønsker FOSS-koncernen at understøtte på bedst mulig vis, så da muligheden for at gøre dette gennem et projekt som FOSS Science Park bød sig, så var beslutningen egentlig ret nem, siger administrerende direktør i FOSS A/S, Kim Vejlby Hansen i en pressemeddelelse.
34.000 m² til kontor, forskning, udvikling, renrum og produktion
Projektet forventes udført i fire enkeltstående bygningskomplekser, forbundet af en delvist nedgravet etage, som samler og indeholder alle fællesfunktioner for FOSS Science Park. Det er et projekt med fokus på biodiversitet, hvor målet er at øge biodiversiteten sammenlignet med områdets nuværende tilstand. Bygningerne vil have lette facader i sten eller tegl, og det samlede projekt bliver et certificeret bæredygtigt byggeri (DGNB og WELL), bygget af sunde materialer og med et minimalt CO2-aftryk.
– Vi er stolte over at være en del af et så ambitiøst, bæredygtigt og højteknologisk projekt som FOSS Science Park. Ikke alene får vi nogle skræddersyede og topmoderne udviklings- og produktionsfaciliteter, vi får også mulighed for at gøre dette i samspil med en række lignende virksomheder inden for vores forretningsområde, siger administrerende direktør i Ibsen Photonics A/S, Henrik Skov Andersen og fortsætter:
– Det tror jeg virkelig at der ligger nogle bæredygtige og relevante synergier i og det glæder vi os til at se resultaterne af. Vores løsninger understøtter en række af verdens førende virksomheder i at producere løsninger, som gør deres industrier mere bæredygtige – og det er vi stolte over. Derfor passer et bæredygtigt og moderne projekt som dette også perfekt til en virksomhed som vores.
Investoren bag projektet er den familieejede danske innovationskoncern FOSS, og det ambitiøse og bæredygtige projekt tegnes af Henning Larsen Architects. Den lokale Farum-vækstvirksomhed, Ibsen Photonics, ønsker at samle alle virksomhedens aktiviteter i den nye FOSS Science Park og forventes umiddelbart at blive efterfulgt af to-tre andre virksomheder inden for optik og nanoteknologi.
Projektet skal nu gennem myndighedsbehandling, før planerne endeligt kan realiseres.
4 kommentarer til “FOSS offentliggør plan for ny bæredygtig tech-park i Farum”
Jeg kunne godt li at vide, hvori den påståede øgede biodiversitet består? Set i forhold til en græsmark, der potentielt kunne bringes til at blive et naturområde.
Igen vælger Furesø Kommune at nedlægge landbrugsjord til fordel for bebyggelse – og så ovenikøbet industri. Jord, der aldrig bliver frugtbart igen, nuværende levesteder for lærken og jagtmark for glenten, spurvehøgen og musvågen forsvinder. Samt de mange planter, smådyr, småfugle, pindsvin, harer og insekter, som der ikke længere bliver plads til når betonblanderne flytter ind og der støbes fundamenter og anlægges parkeringspladser, veje og befæstede arealer, der for altid ødelægger jorden. Samtidig kan naboerne og deres børn se frem til en masse mere trafik.
Hvad blev der af politikken for klima, miljø og bevaring af naturværdierne?
Hvor i Furesø kommune gen-etableres de naturområder som nu nedlægges til fordel for dette byggeri?
Kommunen beskriver at deres mål er at øge natur og biodiversiteten fremadrettet, hvor placeres de nye natur områder?
Som vi i øvrigt må antage skal være større end det som nedlægges her.
Puha, det er noget af en farlig cocktail for skolebørnene at udbygge nord for Slangerupvej. Distriktskolen for børn fra Kasserneområdet og Trevangskvarteret er Lyngholmskolen. Der er virkelig mange skolebørn, som cykler ad den lukkede cykelsti, som går parallelt med Slangerupvej, som er den eneste direkte cykelsti til Lyngholmskolen.
Det er ingen hemmelighed at billister kører alt for stærkt på Slangerupvej og at der forholdsvis ofte sker uheld på Slangerupvej.
En rundkørsel hvor der ikke er lysreguleret, sammen med billister som kører aggressivt, som blandes sammen med børn, som cykler til og fra skole er i mine øjne en virkelig farlig cocktail.
Derudover undre det mig at man vælger at bygge på en grund, som indtil nu har været fredet. Grunden ligger op ad et stort børnevenligt boligområde. Begrundelsen for valget af grunden er at den ligger op af det eksisterende erhvervsområde, men det er kun en fordel hvis tung trafik bruger de samme veje – ikke hvis nye veje skal etableres. Der er derfor ingen fordel i at nedlægge et fredet naturområde, med mindre, at man med tiden satser på, at udvide erhvervsområdet yderligere ved også at udbygge på den anden side af Trevangsvej.
Der er lukket for kommentarer.