Tidligere formand for Farum Boldklub, Bjørn Strange, fortæller historien om sammenslutningen af Farum IK og Stavnsholt Boldklub. Fusionen skabte grundlaget for FC Nordsjælland.
Af Mikkel Kjølby
Der går en gammel historie i Farum. Det siges, at en gruppe forældre fra Stavnsholt i 1973 henvendte sig til formanden for byens eneste fodboldklub, Farum IK. De ville høre om, man kunne oprette et ungdomshold ude i deres område.
Ifølge legenden svarede formanden nogenlunde sådan her: “Hvis man ikke en gammel nok til at cykle over Frederiksborgvej, så er man heller ikke gammel nok til at gå til fodbold.”
Det blev starten på en udvikling, som førte til skabelsen af Farum Boldklub.
For de utilfredse forældre skabte Stavnsholt Boldklub i 1974. Klubben fik baner på Stavnsholtskolen, Bybækskolen, Stenvadskolen og på Paltholmskolens Sportsplads – i dag Kumbelhaven.
I Stavnsholt Boldklub var der en dynamik og udvikling under ledelse af Erik Berendt, som samlede en dygtig gruppe ledere og trænere, som ville fremad. I slutningen af 1980erne havde den nye klub fået overtaget i ungdomsfodbold. Men det kneb mere med det organisatoriske og økonomien.
– Det var tydeligt for enhver, at det var i Stavnsholt Boldklub, at udviklingen lå. Deres ungdomsafdeling var blevet virkelig stærk, men de var ikke så dygtige på økonomien. Farum IKs styrke lå mere på det organisatoriske og økonomiske område, og så var FIK verdensberømte, fordi Gunnar Nu Hansen lavede et radio-interview om, at klubben havde tre kvindelige bestyrelsesmedlemmer, fortæller Bjørn Strange.
Farum IKs formand Gitte Rust henvendte sig flere gange til Erik Berendt for at høre om et samarbejde og en mulig sammenlægning, men blev hver gang afvist. Først i 1989 lykkedes det at blive enige om et samarbejde om kvindefodbold, det fik navnet FSK 89.
Ifølge Bjørn Strange var det Erik Berendt, som henvendte sig til Farum IK med henblik på at lave en sammenlægning af klubberne.
– Stavnsholt Boldklub havde nået et maksimum af, hvor langt man kunne komme i forhold til udvikling og økonomi, vurderer Bjørn Strange.
Farum IKs formand Sten Skakon samt Gitte Rust satte sig sammen med Erik Berendt og Søren Jacobsen fra Stavnsholt Boldklub for at skabe et grundlag for en sammenlægning.
Det blev besluttet, at klubberne skulle godkende sammenlægningen på hver deres ekstraordinære generalforsamling på nøjagtigt samme tid. Der måtte ikke kommunikeres noget frem og tilbage.
– Bestyrelserne for hver klub præsenterede i hver sit klubhus. Ingen skulle kende resultatet af afstemningen, før begge foreninger var klar. Men ikke desto mindre lykkedes det sportsredaktøren på Amtsavisen at få resultatet før tid, fortæller Bjørn Strange.
Begge klubber generalforsamlingerne godkendte sammenlægningen. Det blev indkaldt til stiftende generalforsamling i februar måned med virkning fra den 1. januar 1991.
Erik Berendt blev valgt som den første formand for Farum Boldklub, men det var Farum IKs afgående formand Sten Skakon som fik idéen til spilledragten.
Det skete på en af Farum IKs meget velbesøgte rejser til Norditalien – nærmest bestemt Pescara.
– Spilletøjet skulle kombinere flere ting. Den skulle have respekt for Stavnsholt Boldklubs røde farve og for Farum IKs gule farve. Sten fik øje på en spilletrøje i Italien med en særlig Miro-gul farve. Der havde for nylig været en Juan Miro udstilling i Farum Kulturhus og Serie A holdet fra Lecce spillede i disse farver, forklarer Bjørn Strange.
ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER BILLEDET
Ballade fra første fløjt
Det mest udfordrende ved sammenlægningen af de to klubber var at få de to regnskaber til at smelte sammen. Det var ikke muligt at lave en åbningsbalance ved den stiftende generalforsamling. Det var Bjørn Stranges opgave at få det at lykkes. Til sidst skar han igennem. Det blev accepteret, at der var markant forskel på klubbernes økonomi.
Ved sammenlægningen spillede Farum IK i Serie 2 og Stavnsholt Boldklub i Serie 3, mens Stavnsholt Boldklub havde de bedste ungdomshold.
– Det var aftalt, at de to klubber skulle være enige, inden der blev meldt noget ud sportsligt. Den aftale brød Erik Berendt ved at melde ud i pressen, at Stavnsholt Boldklubs førsteholdstræner fortsatte som træner for det fælles førstehold. Det blev jeg sur over. Vi kom op af skændes, fortæller Bjørn Strange.
For ham handlede sammenlægningen også om at løfte niveauet fra Serie 2 til noget mere respektabelt for en ret stor fodboldklub.
– Hvis der skulle være mening med det, skulle det være bedre end før, siger Bjørn Strange.
Efter et år blev der valgt en ny bestyrelse med Bjørn Strange som formand.
– Vi fik valgt en god og sportsligt ambitiøs bestyrelse. I seniorafdelingen ansatte vi Jørgen Andersen som træner. Han gjorde en stor indsats for at ændre spillernes indstilling til det at spille fodbold. Jeg husker, hvordan han på en tur til Stettin gav to spillere karantæne for at indtage alkohol og komme for sent i seng, fortæller Bjørn Strange.
Jørgen Andersen fik tre år som træner og førte Farum Boldklub op i Serie 1. Han blev afløst af Jørgen Tiedemand fra Ballerup-Skovlunde. På syv år førte Jørgen Tiedemand sit hold til seks oprykninger.
Det startede egentlig med et nederlag til naboerne fra Værløse Boldklub. For skæbnen ville det således, at de to klubber sluttede på samme antal point på andenpladsen i Serie 1. SBU dikterede omkampe. Først i Værløse og så på Farum Boldklubs eneste lysbane en mørk novemberaften i 1994.
Efter uafgjort i den første kamp, gik Farums hold i opløsning i løbet på hjemmebane og tabte 0 – 3., og Værløse løb med oprykningen. Det blev fejret i omklædningsrummet i Farum Svømmehal. Farums borgmester Peter Brixtofte ønskede pænt tillykke, men virkede anderledes. Han havde set, hvad fodbold kunne gøre. For ude på lysbanen stod indvandrere og farumborgere side om side i et antal på 1000 og heppede på deres hold.
– Den kamp gjorde, at det politiske liv i Farum fik øjnene op for, hvad fodbold og sport kunne gøre. Her var der virkelig noget at bygge på, siger Bjørn Strange.
I de kommende sæsoner støttede Farum Kommune op om fodbolden ved at ansætte spillere i kommunen. Jørgen Tiedemand blev SSP-koordinator i kommunen.
Det gik støt fremad, men det var ikke uden sværdslag. Farum rykkede op med det yderste af neglene flere gange på anden-tredje, fjerde og endda femtepladser.
Efter oprykningen fra kvalrækken begyndte Peter Brixtofte at involvere sig endnu mere. Han inviterede udenlandske klubber på besøg og var med, da man i 1996 stiftede en erhvervsklub.
Klubben stiftede støtteforeningen Farum & Erhverv, som blev hovedsponsor og skabte det økonomiske grundlag for professionel fodbold. Peter Brixtofte skaffede alene 100 sponsorkontrakter det første år.
– Peter spiste frokost med Gud og hvermand for at få dem med i Farum Erhverv. Derfra bevægede tingene sig. Der kom økonomi i det, forklarer Bjørn Strange.
I 1997 begyndte det for alvor at ligne noget, da Farum Boldklub rykkede op fra 3. division på en femteplads, da skæbnen ville, at en anden klub gik konkurs.
Farum & Erhverv blev hovedsponsor og skabte det økonomiske grundlag for professionel fodbold. Peter Brixtofte skaffede 100 sponsorkontrakter alene det første år.
Det var i disse år, at Farum Kommune investerede tungt i idrætsfaciliteter, som skulle gøre byen til en idrætsby. Det blev til en tennis centre court, flere tennisbaner, squashhal, kampsportscenter. I den anden ende af byen blev Farum Arena opført, og så kom Ajax/Farum til verden som en fusion mellem den traditionsrige håndboldklub Ajax og den lokale klub.
Farum Boldklubs nye stadion Farum Park stod færdigt i 2000.
I sommeren 2002 rykkede Farum Boldklub op i Superligaen. I debutsæsonen blev det sensationelt til bronzemedaljer. Det var for Bjørn Strange indfrielsen af alle drømme.
-Årsagen til, at vi ville lægge klubberne sammen, var, at vi var trætte af at byens unge skulle køre til AB og Birkerød for at spille fodbold på et ordentligt niveau, siger Bjørn Strange.
I februar 2002 eksploderede rammerne om Farum Boldklub, dagbladet B.T. indledte en serie artikler om borgmester Peter Brixtofte.
Kommunens økonomi brød sammen, fordi sale-lease-back konstruktionen var blevet underkendt af retten i 2001
Det førte til en national skandale og en fængselsdom til Peter Brixtofte i 2006.
For Farum Boldklub stod det klart, at kassen var ved at være tom.
– Vi skulle ud og lede efter en person, som kunne understøtte klubben i den svære situation. Der fandt vi Allan K. Pedersen. Han overtog økonomien og købte det hele. Som forening var vi ude af Farum Boldklub a/s, men vi havde stadig plads i bestyrelsen og fungerede som moderklub, forklarer Bjørn Strange.
Allan K. Pedersen omdøbte klubben til FC Nordsjælland og indledte en ny æra, som kulminerede med mesterskabet i 2012, men det er en anden historie.
I 2004 – efter 12 år som formand for Farum Boldklub – ville Bjørn Strange ikke mere. Han blev afløst af Erik Berendt som formand.
– Man kunne godt mærke, at man var slidt. Så det var tid til at stoppe som formand efter 12 år, konstaterer Bjørn Strange.








2 kommentarer til “Fra Farum Boldklub til FC Nordsjælland – Sådan gik det til!”
Hej
Jeg har billeder af 4 af de første talenter som Peter Brixtofte og klubben “importerede” fra Afrika.
Den første kom til Bregnerød Kro, men de næste 3 havnede hos min mor i Bistrup.
Og den første flyttede også ind der kort efter.
Søde og flinke unge mænd.
Hun var stoppet med at være vært sidst i 2001, da hun blev ramt af cancer i sommeren og måtte afvikle det arrangement.
Så hvis du ønsker billederne , så kan jeg uploade dem, min lillebror er udeladt på affotograferingen.
Jeg kan ikke huske navnene, men det kan være at der er nogen i klubberne der kan.
Min mor hed Nanna.
Mvh Erik Darman
Hej Erik,
Dem vil jeg meget gerne have. Jeg har afleveret alt mit materiale til Lokalhistorisk Arkiv i Kulturhuset i Farum, så de vil kunne bruge det til et samlet portræt, men jeg er oerbevist om, at de vil indgå i deres samling.
Venlig hilsen Bjørn Strange 29 11 41 80.