Fremadstormende klavertalent spiller i Galaksen

Oplev Gustav Piekut i Furesø Musikforening.
Onsdag den 22. november kl. 19.30 kan man høre den unge pianist Gustav Piekut i Galaksen som gæst i Furesø Musikforening. Flere priser og internationalt anerkendte udgivelser har gjort Gustav Piekut til en pianist, man skal holde øje med i fremtiden. Selvom han stadig er ung, er han allerede blevet anerkendt for sin teknik, intelligens, ynde og styrke af kritikere i Danmark, Tyskland og Storbritannien. Gustav Piekut (f. 1995 i Aalborg) er opvokset i og omkring Kolding og fik sin solistdebut som 12- årig med Sønderjyllands Symfoniorkester. To år senere tog han på sin første soloturné og har siden optrådt som koncertsolist – blandt andet med DR Symfoniorkestret, Litauens Nationale Symfoniorkester og Copenhagen Phil. Efter studier på Klaverskolen Gradus som elev hos Martin Lysholm Jepsen rejste Piekut til Tyskland, hvor han studerede hos professor Klaus Hellwig på Universität der Künste Berlin. Siden 2019 har han studeret på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos professor Jens Elvekjær. Desuden timer ved Julia Mustonen-Dahlkvist. Gustav har været udnævnt som vinder af Gladsaxe Musikpris 2021 og er prisvinder ved den prestigefyldte Kissinger Klavierolymp. I 2020 blev han af DR udnævnt til årets DR P2 Talent. I 2018 modtog han Sonnings Talentpris. Han vandt Publikumsprisen, Carl Nielsen Prisen og EMCY-prisen ved Aarhus International Piano Competition i 2017. Forinden havde han været prisvinder ved Astana Piano Passionkonkurrencen i 2013, ved Dublin International Piano Competition i 2015 og ved International Piano Forum i Polen i 2016.”. På programmet står bl.a. værker af Scarlatti, Robert Schumann, Chopin og Rued Langgaard. Billetter via furemus.dk eller ved indgangen.
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest