Med 915 deltagere slog Furesø Løbefest deltagerrekorden med 50 løbere.
Af Mikkel Kjølby
Der er ikke så meget at rafle om.
– Det gik helt fantastisk, siger Elisabeth Vang Carstensen, formand for Furesø Løbeklub.
Den syvende udgave af Furesø Løbefest satte deltagerekord med intet mindre end 915 løbere. Det var 50 mere end sidste år, som også var rekord.
– Vi havde helt udsolgt på 2 km børneløb. 225 børn og forældre. Det var rimelig vildt. Festivalpladsen var utrolig velbesøgt med masser af gang i hoppeborgen, siger Elisabeth Vang Carstensen.
For første gang har klubben fået tal på, hvor deltagerne kommer fra. 40 procent af deltagerne er fra Furesø. Fordelt på 25 procent fra Farum og 15 procent fra Værløse. 60 procent er udefrakommende.
Furesø Løbefest vender tilbage i samme udgave i 2027.
– Jeg tror ikke, at vi er friske på at bygge på lige det med samme. Det har et superleje med fokus på familier, siger Elisabeth Vang Carstensen.
At der også kommer eliteløbere viser vindetiden på 21 km. Løbet blev vundet på 1.13.51.
– Det er helt vildt. Det er en hård rute, men folk siger alligevel at de kommer tilbage for at løbe den, lyder det fra Elisabeth Vang Carstensen.







