Furesø sænker hastigheden tre steder – Flere kan være på vej

Frederiksborgvej i Farum er en af de veje, hvor Furesø Kommune vil søge om at sænke fartgrænsen fra 60 km/t til 50 km/t. Foto: Furesø Kommune

Bilernes hastighed har stor betydning for både støj og trafiksikkerhed. Derfor indfører Furesø Kommune i efteråret 40 km/t-zoner tre steder i Farum og Værløse. Politikerne i Natur- og Miljøudvalget har nu også godkendt, at forvaltningen ansøger Nordsjællands Politi om at sænke fartgrænsen på andre udvalgte kommunale veje.
I efteråret indfører Furesø Kommune 40 km/t zoner tre steder i Farum og Værløse: I området mellem Ryttergårdsvej, Lillevangsvej og Farum Hovedgade; i området mellem Nørrevænget, Ryetvej og Fiskebækvej; og i området nord for Ny Vestergårdsvej.
Derfor har forvaltningen holdt orienteringsmøder med berørte grundejerforeninger. Til september vil borgere i de berørte områder også blive inviteret til borgermøder om projekterne.
Der er tale om en forsøgsordning, der blev vedtaget i 2022. Nu har udvalget besluttet, at der skal søges om sætte hastigheden ned endnu flere steder i kommunen.
Lene Munch-Petersen (A), formand for Natur og Klima, håber, at hastighedsnedsættelserne vil have en effekt på støjniveauet.
– Furesø har de seneste mange år oplevet en kraftig vækst i antal biler, der kører gennem kommunen. Støjen fylder rigtig meget for rigtig mange – og har gjort det i mange år. Derfor er vi enige i udvalget om, at hastighedsnedsættelser er vejen frem, siger Lene Munch-Petersen i en pressemeddelelse fra Furesø Kommune.
Forvaltningen er nu i gang med at samle trafik- og uheldsdata til ansøgningerne og forventer, at de bliver sendt til Nordsjællands Politi inden september 2024. Det sker blandt andet via de genkendelige ‘slanger’ der tæller antallet af køretøjer, der passer tællingen.
Frederiksborgvej er en af de veje, hvor kommunen ønsker at sænke hastigheden fra 60 km/t til 50 km/t på strækningen Stavnsholtvej til Slangerupvej. I 2024 er der talt 8769 køretøjer her pr. døgn – de 482 af dem er lastbiler.
Herudover vil kommunen ansøge politiet om etablering af 40 km/t bindende hastighedszone i Trevangskvarteret, hvor der i dag allerede er vejledende 40 km/t zone. Det sker på baggrund af beboerønsker.
Øjvind Vilsholm (Ø), næstformand for Natur og Klima, krydser fingre for, at politiet vil imødekomme ønskerne.
– Vi håber meget, at Nordsjællands Politi vil imødekomme vores og borgernes ønsker, for vi ved, at hastighedsnedsættelser kan gøre en forskel. Jeg glæder mig i hvert fald til at se effekterne af hastighedsnedsættelserne i form af både øget trafiksikkerhed og mindre trafikstøj, lyder det fra Øjvind Vilsholm.

Fakta
Her vil kommunen sænke fartgrænsen
Frederiksborgvej fra 60 km/t til 50 km/t – fra nord for Stavnsholtvej til Slangerupvej
Paltholmvej fra 60 km/t til 50 km/t – fra byzonetavle i øst og hele strækningen mod vest
Kollekollevej fra 60 km/t til 50 km/t – fra byzonetavle i øst til Skovlinjen
Jonstrupvangvej fra 70 km/t til 60 km/t – fra Ballerupvej til byzonetavle
Ballerupvej fra 70 km/t til 60 km/t – fra byzonetavle i nord til ca. 350 m syd for Jonstrupvangvej
Slangerupvej fra 70 km/t til 50 km/t – fra Hillerødmotorvejen til Lillevangsvej.
Trevangsvej fra 80 km/t til 60 km/t – fra Frederiksborgvej til Nordvangsgyden

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

1 kommentar til “Furesø sænker hastigheden tre steder – Flere kan være på vej”

  1. Birger Dahl

    Hvorfor foreslår man man sænket hastigheden til 40 km/t på Kollekollevej fra Skovlinjen til Ballerupvej. Det er en skolevej (Syvsterneskolen) med tung trafik og med et højt støjniveau.

Der er lukket for kommentarer.