Entreprenøren bag fjernvarmearbejdet fandt for 14 dage siden en gigantisk sten lige under Kirke Værløsevej. Nu er den blevet en del af Søndersøskolens legeplads.
Af Mikkel Kjølby
Lige under vejbanen på Kirke Værløsevej – tæt på Netto – har der åbenbart gemt sig en gigantisk sten.
I forbindelse med fjernvarmearbejdet stødte entreprenøren Aarsleff på den besværlige sten, som det ikke var sådan at komme rundt om, men den skulle væk for at gøre plads til fjernvarmerørene.
Den ni tons tunge sten blev løftet op og placeret lige ved siden af vejbanen.
Så var det, at landskabsarkitekten Louise Røhr kørte forbi og fik øje på den gigantisk sten. Hun har engageret sig i en arbejdsgruppe på børnenes skole, hvor man er i gang med at opgradere udefaciliteterne.
– Jeg kørte forbi stenen og tænkte, at den kan vi bruge til noget. Så jeg talte med fra skolens ledelse. Han var med på idéen. Vi ringede til Furesø Kommune, og så var Aarsleff flinke til at aflevere den uden beregning. Aarsleff greb den med det samme. De var superbehjælpelige, fortæller Louise Røhr.
Nu har stenen fundet sit nye hjem. Den blev løftet ind over en låge af Aarsleffs kranvogn og puttet godt til rette i jorden. Børnene så straks muligheder i stenen.
– Den kan bruges som en klatresten på den ene side. Lige nu kan de rutsje lidt ned ad den glatte side ud mod vejen. Det er en del af et legeforløb, som skolen løbende får anlagt, siger Louise Røhr.







