GIV AGT GESTAPO! – Da Fiskebæk var tysk tjekpoint

Vejen over Fiskebæk-dæmningen var smal og nem at kontrollere for den tyske besættelsesmagt, som beslaglagde Fiskebækhyttten til formålet. Foto: Furesø Museer og Arkiver.

I Anden Verdenskrigs sidste fase fik den tyske besættelsesmagt fokus på at kontrollere færdselsårerne. Frederiksborgvej var på det tidspunkt en af de vigtigste veje fra Nordsjælland til København, og Fiskebæk var knudepunktet.
Det tyske sikkerhedspoliti, Gestapo, beslaglagde derfor Fiskebækhytten og gik vagt i området ved Frederiksborgvej. Det var altså med indbygget risiko for visiteringer og andre former for tjek, hvis man valgte at køre over Fiskebæk.
Det irriterede naturligvis lokalbefolkningen. En gruppe malere fra Værløse besluttede sig dog for at gøre noget ved sagen.
Med bøtter med hvid maling på styret cyklede de til Fiskebæk, hvor de tog fiskestængerne frem og satte brød på fiskekrogene. En Gestapo-vagt kom forbi og spurgte om fiskene bed. ”Nein,” svarede malerne. De bad skovløber og modstandsmand Heinrich Werther om at tage tid på vagtens rute. Han noterede, at der gik 20 minutter før han vendte tilbage til Frederiksborgvej. Så gik malerne i aktion.
Med en meter store bogstaver malede de på vejen ”GIV AGT GESTAPO”
Så var alle advaret om faren ved at passere Fiskebæk.
Malerne gjorde arbejdet så grundigt, at bogstaverne kunne ses på Frederiksborgvej ti år efter krigens afslutning.
Den historie kan man læse i bogen ”Ubudne gæster” på Værløseegnen Historiske Forenings hjemmeside.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest