Ola Solbakken spillede en halvleg for reserveholdet, og Tobias Salquist er også på vej tilbage, men Nicklas Røjkjær er ude et stykke tid. Victor Nelsson spiller kamp nummer 100 for FC Nordsjælland.
Af Mikkel Kjølby
FC Nordsjælland tager søndag den 13. september kl. 18 imod de danske mestre fra AGF. Det bliver en kamp, hvor Victor Nelsson får comeback på hjemmebanen, og to spillere kan vende tilbage i aktion.
Den norske offensivspiller Ola Solbakken var i opstartsfasen godt kørende efter en skadespause, men blev så ramt af endnu en skade.
Han fik 27. minutters spilletid, da han kom ind fra bænken i den første kamp mos Gais. Siden har han været væk.
Nu er han på vej tilbage. Han spillede en halvleg for reserveholdet i denne uge, og når at komme tilbage i spil for Superligaholdet inden landsholdspausen.
Tobias Salquist blev i sommers udnævnt til anfører og trådte i karakter som holdets chef, men så kom der en skade, og Tobias Salquist var ikke med imod FC København, hvor hans fysik og duelspil var stærkt savnet, han var heller ikke med i den uafgjorte kamp mod FC Midtjylland.
Tobias Salquists skade er ikke så slem. Han skulle være tilbage inden landsholdspausen.
Sådan bliver det ikke for Nicklas Røjkjær. Midtbanespilleren startede sæsonen forrygende, men har været ude af de seneste kampe. Han vender ikke tilbage på denne side af landsholdspausen.
Hverken Tobias Salquist eller Nicklas Røjkjær var med ved torsdagens træning.
– De har nogle udfordringer, hvor det pludselig kan gå stærkt, men det kan også vare lidt længere. Jeg kan ikke sætte tidshorisont på, men de er begge i bevægelse, hvis man kan sige det, sagde cheftræner Jens Fønsskov Olsen.
Blomster til Victor Nelsson
Victor Nelsson fik comeback for FC Nordsjælland i udekampen mod FC Nordsjælland. Det var hans 99. kamp for FC Nordsjælland.
Hjemmekampen mod AGF bliver altså hans kamp nummer 100 for barndomsklubben. Det sker ti år og en dag efter han fik debut – mod netop AGF – den 12. september 2016 i en alder af 17 år.







