Nybrud i Furesø Byråd. Radikale Venstre går med i et grønt valgforbund med Alternativet og Enhedslisten.
Af Mikkel Kjølby
Der er opbrud i Furesø Byråd. Ved seneste valg var Enhedslisten og Alternativet i tekniske valgforbund med SF, men denne gang går de sammen med Radikale Venstre i et grønt valgforbund.
Enhedslistens Øjvind Vilsholm peger på det gode samarbejde på klimaområdet som den fremmeste årsag.
– Vi har i Byrådet haft et rigtig godt samarbejde med de Radikale om natur og klima ligesom vi løbende har været i dialog med Alternativet. Derfor giver det også god mening at indgå i et teknisk valgforbund, siger Øjvind Vilsholm i en pressemeddelelse.
Radikale Venstre var ved det seneste valg i valgforbund med Konservative, men pegede Ole Bondo Christensen (A) som borgmester inden valget.
Gruppeformand for Radikale, Tine Hessner er glad for aftalen om et valgteknisk samarbejde med Ø og Å:
– Vi betragter valgforbundet som “Det grønne valgforbund”, hvor vi har en ambitiøs og stærk fælles grøn dagsorden, men i øvrigt er tre forskellige partier, som ønsker at optimere vores stemmeandel, siger Tine Hessner.
Alternativet er ikke et klassisk venstrefløjsparti. Den økonomiske politik er ikke langt fra Radikale Venstre, men også her handler det om klimaet.
– I Alternativet er vi glade for mulighederne i det nye samarbejde. Vi ser meget frem til et samarbejde med fokus på det grønne område og de nære værdier i familien. Vi har i mange år haft et tæt samarbejde med Enhedslisten, og ser frem til at kunne udvide dette med liste B, og på den måde få et øget fokus på klima, miljø, børn og skoleområdet, hvor vi ser muligheden i at investere i vores fælles fremtid, lyder det fra Tine Loft Thomsen, spidskandidat for Alternativet.
Det er vigtigt for alle partierne i det nye valgforbund, at de både har en grøn og social dagsorden. Partierne vil investere i vores fælles fremtid, både i forhold til klima og miljø samt børn og unges trivsel i kommunen.
Tine Hessner fra Radikale Venstre uddyber:
– Vi er tre mindre partier, som ikke kan drage stemmemæssige fordele af at indgå valgforbund med de større partier. Det gælder både i den røde blok eller den store blå blok, og derfor har vi lavet en “grøn blok”. Vi er forskellige, men har fælles ambitioner på især natur, miljø, børn og skole – vigtige dagsordener som der er brug for stærke stemmer til. Med valgforbundet håber vi at kunne nappe et tredje mandat – eller i det mindste konsolidere vores to nuværende mandater solidt, lyder analysen fra Tine Hessner.
Øjvind Vilsholm ser den sociale dagsorden som et godt supplement til den grønne dagsorden.
– For os i Enhedslisten er det afgørende, at vi rykker på både en røde og den grønne dagsorden. Flere voksne i daginstitutionerne, flere lærere i skolerne og en værdig alderdom til de ældre. Så skal vi have styrket biodiversiteten, og vi skal have sat yderligere tryk på den grønne omstilling. Der er nok at gøre, og derfor håber, vi også at vi med valgforbundet som minimum kan fastholde vores nuværende to pladser i byrådet, siger Øjvind Vilsholm.
Alternativet var for fire år siden på et lavpunkt i meningsmålinger på landsplan og kom ikke i byrådet. Det ser bedre ud denne gang.
– Vi håber naturligvis på, at vi i dette samarbejde kan være med til at sikre, at vi i Alternativet får vores eget mandat i byrådet og være med til at tage ansvar for fællesskabet. Skulle det ikke lykkes, at vi får vores eget mandat, så har vi tillid til, at vi får løftet nogle af vores kerneprioriteter gennem vores samarbejde med både Radikale Venstre og Enhedslisten, siger Tine Loft Thomsen.







