Michael Skjold Hansen tiltræder som cheftræner for Farum Boldklubs Senior 1. Carsten Buchwalds sportschefrolle udvides til også at omfatte førsteholdet.
Af Mikkel Kjølby
Det gav i den grad ballade i Farum Boldklubs førsteholdstrup, da det kom frem, at Andreas Trampedach ikke fik forlænget sin kontrakt som cheftræner.
I et fælles skriv på facebook oplyste 1. holdstruppen, at man ikke var enige i beslutningen og ville have Andreas Trampedach. Bestyrelsen holdt dog fast i, at Senior 1 og 2 skal være en mere integreret del af klubben.
Nu kan Alt om Furesø sætte navn på det kommende trænerteam. 49-årige Michael Skjold Hansen bliver cheftræner.
Michael Skjold Hansen spillede for Farum Boldklub som målmand, da klubben var på vej op igennem rækkerne og tog videre til Helsingør og Glostrup, indtil en knæskade fik ham til at satse på trænergerningen og arbejdet som folkeskolelærer.
Han har været målmandstræner, kvindetræner, cheftræner for Karlslunde samt Taastrup FC i flere omgange. I sidste sæson var han Head of Coaching for kvindeafdelingen i Brøndby IF.
Profilen passede bedst til opgaven
– Vi havde tre kandidater til samtale, Michael passede bedst profilen og havde hele pakken. Han kommer med erfaring på seniorsiden og personligheden til at træde ind i det her miljø, hvor han skal samarbejde med senior 2 samt U19 og U17-trænerne, siger Michael Nielsen, seniorformand i Farum Boldklub.
Han får to assistenttrænere. Michael Wissing vender tilbage efter en pause. Han var også assistenttræner for Farum Boldklubs sidste år. Daniel Kruse Nielsen har været assistenttræner for Michael Skjold Hansen i Karlslunde og Taastrup FC.
Dertil kommer, at Carsten Buchwalds rolle som sportschef for U13 til U19 udvides til også at omfatte Senior 1.
– Det sker for at få en samlet strategi hele vejen op igennem fødekæden, forklarer Michael Nielsen.
Førsteholdets første træning bliver den 21. juli. Det står klart, at angriberen Tobias Trampedach samt rutinerede Magnus Hassing stopper på holdet.






