Tony Neumann tager over efter Morten Petersson, men først skal der sikres tredobbelt oprykning.
Af Mikkel Kjølby
Efter ti år i klubben har Morten Petersson valgt at sige stop med udgangen af denne sæson, hvor Furesø Håndbolds herrehold skal spille playoffkamp om oprykning til 2. division. 2. og 3. holdet kan også rykke op.
Furesø Håndbold har fundet erstatningen for Morten Petersson. Det bliver Tony Neumann.
– Vi er meget glade for at kunne præsentere Tony Neumann som ny cheftræner for vores herresenior efter Morten Petersson. Først og fremmest skal der lyde en stor tak til Morten for hans enorme indsats gennem mange år i klubben. Han har været med til at skabe et stærkt fundament omkring vores seniorafdeling, og det arbejde er vi både stolte af og meget taknemmelige for. Det glæder os derfor også, at vi kan give stafetten videre til en træner, som Morten kender godt, og som allerede har indsigt i både holdet og klubben, siger Betina Knøfler, forperson for Furesø Håndbold.
Tony Neumann er en rutineret træner med stærke resultater. Han har senest været træner for AG Håndbold, hvor han over fire sæsoner har løftet deres herresenior fra Danmarksserien til et stabilt 3. divisionshold.
– Med i alt 20 års erfaring inden for herrehåndbold på divisionsniveau får vi en træner med både tyngde og blik for udvikling. Samtidig er det en stor styrke, at Tony allerede kender både holdet og klubben godt gennem et tæt samarbejde gennem flere år, siger Betina Knøfler.
Tony Neumann, glæder sig til at komme i gang med herrerne:
– Jeg ser meget frem til at videreføre det store potentiale og fundament, som Morten har skabt for Furesø herrer. Furesø er en stor klub med værdier og en engageret bestyrelse, som man straks mærker. Furesø skal spille hurtigt, fysisk og seværdigt håndbold. Jeg ser frem til at sætte mit aftryk på en stor trup af spillere og trænere med høj kvalitet, lyder det fra Tony Neumann.
Assistenttrænerne Mikkel Schilling og Mads Østergaard også til kommende sæson.







