Fredag den 5. september var Flagdag, men den markante tilstedeværelse af en Hercules over Værløse skyldtes ikke hyldesten af veteraner på Furesø Rådhus.
Af Mikkel Kjølby
Hvis man boede i Værløse i 1970erne, 80erne og 90erne vil man huske den tid, hvor der meget ofte var fly i lav højde over byen.
Fredag eftermiddag var der et flashback. En af flyvevåbnets Hercules C-130 passerede over Flyvestation Værløse tre gange i lav højde.
Så kunne man tro, at det skyldtes et arrangement i forbindelse med den nationale flagdag og hyldest af veteraner, men ikke sådan umiddelbart. I år var veteranhyldesten henlagt til Furesø Rådhus.
Herculesen var på vingerne i forbindelse med flagdagen, men overflyvningerne af Værløse skyldtes ventetid.
Niels Olsen fra Værløse Flyhistoriske Hangar fortæller:
– De ventede på de 2 F-35, der kom ned fra Aalborg og over Holbæk kanten. Da de passerede første gang kunne de se, at vi havde stillet F-16 ud og sat Dannebrog op på vores høje platform. Så kom de tilbage. De ventede ca 20 min og cirkulerede også ude vest på ved Roskilde Fjord. De samledes ude omkring Frederikssund og fløj ind mellem Farum og Birkerød ned over Lyngby til Christiansborg og videre ud over Kastrup lufthavn og tilbage til Roskilde, hvor F-35 fløj videre over Slagelse, Odense til Skrydstrup, forklarer Niels Olsen.
C-130 Hercules var i sin tid en del af Flyvestation Værløses transporteskadrille 721. Hangar 46 blev opført til at huse netop dette fly og kaldes blot Herculeshangarerne.
Flyvestation Værløse lukkede som operativ base i 2004.








1 kommentar til “Hercules gav Værløse lidt ekstra kærlighed”
Fem overflyvning ikke kun tre
Der er lukket for kommentarer.