
Rød fløj i byrådet vedtog at bruge 150.000 kroner på en valgbus, som skal løfte stemmeprocenten. Blå fløj stejler. For er det egentlig en måde at løfte rød fløjs stemmeandel eller blot et forsøg på at sikre en højere valgdeltagelse?
Af Mikkel Kjølby
Der er kommunalvalg den 18. november 2025, men valgkampen i Furesø Kommune er for længst gået i gang.
Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten stemte onsdag aften et forslag om en valgbus igennem. Den skal køre rundt til udvalgte steder og være med til at løfte stemmeprocenten, idet man kan brevstemme i bussen. Prisen er 150.000 kroner.
Det udløste en diskussion i byrådet, hvor man ikke rigtigt kunne sige, hvad man egentlig mener. For vil det gavne det røde flertals stemmeprocent og er der risiko for, at der udøves social kontrol med familiemedlemmer i forbindelse med afgivelse af brevstemmer i en valgbus?
Tine Hessner fra Radikale Venstre kom tættest på at sige det lige ud:
– Borgmesterens interesse for en valgbus er for mig bekymrende. Den en måske endda desperat.
– Hvis borgmesteren vil have særlige stemmer i et særligt område, tror vi, at der er andre løsninger. Hvor langt er der egentligt at gå fra Farum Midtpunkt til Farum Kulturhus for at brevstemme, sagde Tine Hessner ved byrådsmødet.
Socialdemokratiets gruppeformand Bettina Ugelvig gjorde opmærksom på, at hverken ruten eller proceduren er fastlagt.
– Det er helt rigtigt, at stemmeprocenten generelt er høj. Det er den ikke nødvendigvis lokalt. Vi har ikke fastlagt ruten. Det kan godt være at den skal forbi Kruses Gymnasium. Vi kan samarbejde om at finde steder, hvor bussen skal hen. Så vi bliver enige om, hvad der skal ske. Forvaltningen skal levere et oplæg, så der ikke bliver snyd og bedrag. Vi er både til bus og sms. Vi er til alt for at stemmeprocenten op i Furesø, lød det fra Bettina Ugelvig, som gav udtryk for, at hun ikke ved præcis, hvordan man stemmer alle steder i Furesø, men ved, at der er steder, hvor ikke så mange som stemmer.
Jesper Larsen undrede sig over dette.
– Jeg går ud fra, at Socialdemokratiet har adgang til samme data som os andre, sagde Jesper Larsen.
Alt Om Furesø iler gerne med assistance. Her er data:
Ved kommunalvalget i 2021 var der markant forskel. I Paltholmdistriktet stemte blot 53 procent. Her var der rødt flertal med 59,5 procent. Socialdemokratiet fik mere end 42 procent af stemmerne.
Samlet set stemte 74,1 procent i Furesø Kommune. Den næsthøjeste stemmeprocent i landet.
Så der er bestemt et potentiale for flere stemmer på de røde partier ved at sende en valgbus ud til Farum Midtpunkt og andre boligselskaber i Paltholmdistriktet.
Borgerlig bekymring for social kontrol
Jesper Larsen pegede konkret på eksempler på social kontrol udøvet ved brevafstemning i Furesø Kommune.
– Vi er stærkt bekymrede, fordi vi ved tidligere valg har set social kontrol udøvet ved brevstemmeafstemning. Vi kan ikke stemme for en valgbus uden sikkerhed for, at social kontrol ikke udøves, lød det videre fra Venstres gruppeformand.
Lars Carstensen (C) havde bragt punktet på dagsordenen i byrådet.
– Vi har ingen sikkerhed for, hvordan en stemmeprocedure i en valgbus bliver håndteret. Sådan en bus vil det være svært at få kontrol med, sagde Lars Carstensen.
SFs Jan Kjældgaard vendte bøtten på de konservative:
– Når de konservative tænker, at det kan gavne dem og deres stemmeoptimering, nemlig ældre eller privatskoleelever, er der ingen problemer, men hvis det er noget med valgbus ude i almennyttige områder, så er det ikke lige jeres kop te, sagde Jan Kjældgaard.
Borgmester Ole Bondo Christensen forsikrede ved afstemningen, at det skal foregå efter alle kunstens regler.
Forslaget om valgbussen blev vedtaget med stemmetallet 11-10 med stemmer fra Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.
Et konservativt forslag om, at bussens stoppesteder skal fastsættes i enighed mellem partierne blev nedstemt af Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF.
2 kommentarer til “Hessner om valgbus – Er borgmesteren blevet desperat?”
Jo lettere det er at komme til at stemme, jo højere bliver stemmeprocenten generelt.
Den er høj i Hareskovby, fordi man kan stemme lokalt, mens den blev lavere, da det lokale valgsted på Den Gamle Skole i Kirke Værløse blev sløjfet.
Da afstand til valgsted og muligheden for at komme frem er afgørende for stemmeprocenten, er det en god idé med en valgbus eller allerhelst mulighed for at stemme i lokalsamfundene.
Alle skal have lige muligheder.
Hvis det kun er reklame så er det spild af skatteborgernes penge som kunne gøre gavn andetsteds hvor der er langt mere behov 🙁
Der er lukket for kommentarer.