Historien lever videre i Jonstrup samlingen

Jonstrup samlingen hører hjemme på Jonstrup Gl. Seminarium og fortæller historien om læreruddannelsen samme sted.

Jonstrup samlingen vil gøre udstillingen mere levende. I den forbindelse indkaldes til åbne møder.
Af Mikkel Kjølby
Jonstrup samlingen startede helt tilbage i 1921, da lærerstuderende begyndte at skrive årbøger og samle genstande, der illustrerer Jonstrup Seminariums historie.
Seminariet kom til Jonstrup i 1809, men flyttede til Kgs. Lyngby i 1955 og lukkede i 1990. Men samlingen fortsatte med at leve og bliver stadig større. I dag er den ét af fire skolehistoriske museer i Danmark. Det har fokus er på læreruddannelsen og rummer et bredt udbud af arkivalier, genstande, tegninger, tavler, årbøger og publikationer, som viser skolen og elevernes vilkår gennem tiderne.
Samlingen drives af foreningen ”Jonstrup samlingens Venner”, der laver særudstillinger, hjemmeside, pjecer, mm. Du kan se mere om alt dette på www.jonstrupsamlingen.dk
– Nu vil vi gerne gøre historien mere levende, vise at erfaringerne kan inspirere, når man skal løse de aktuelle spørgsmål som skolen kæmper med i dag. Derfor inviterer vi til åbne møder for forældre, bedsteforældre, børn og unge, pædagoger, lærere, politikere og andre interesserede, fortæller Per K. Larsen, formand for Jonstrup samlingens venner.
Møderne afholdes i Jonstruphus, Jonstrupvangvej 159. 3500 Værløse.
– Vi startede 18. juni med åbningen af en særudstilling om lærernes vilkår ”Fra løbedegn til skolelærer” og stillede spørgsmålet: Hvordan skaber vi en skole, hvor der er ro til læring, tid til fordybelse og plads til nysgerrighed. Mødet er slut, men særudstillingen fortsætter, siger Per K. Larsen.

Næste arrangement
Jonstrup samlingens næste arrangement finder sted onsdag 19. august kl. 15-17
Her handler det om en bedre skolestart. Lektor, ph.d. Søs Bayer fortæller om indskolingens pædagogik og dilemmaer og formanden for Furesø Børn og Skoleudvalg, Bettina Ugelvig reflekterer over, hvad vi gør i Furesø. Undervisningsminister Magnus Heunicke kommer ikke, men siger: ”der er brug for mere ro, struktur og nærvær i børnenes møde med skolen. Det kræver flere voksne i forårs- SFO, det sikrer vi i aftale med KL”.
Programmet udsendes i god tid før mødet og kommer på www.jonstruosamlingen.dk
Til oktober sætter Jonstrup samlingens venner fokus på skolens betydning for lokalsamfundet og børns demokratiske dannelse. I november handler det om børn, der har brug for speciel støtte for at klare sig i skolen.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *