Hulgaard – Få så lejet de butikker ud!!!

Egil Hulgaard opfordrer DEAS til at sætte huslejen ned til et niveau, som gør det muligt at udleje de ledige lejemål.

Næstformand i Udvalget for Plan- og Byudvikling, Egil Hulgaard, opfordrer DEAS til at sætte huslejen ned i fire tomme lejemål på Værløse Bymidte.
Det går godt på Værløse Bymidte. Alle lejemål på Den Røde Plads og Torvegården er lejet ud. Der er mange aktiviteter med liv og glade dage.
Det skurer dog noget i øjnene, at der fortsat er fire ledige lejemål. De er alle administreret af DEAS Asset Management. Flere af dem har stået ledige i årevis. Ikke mindst lokalerne som husede Nordea og sportsbutikken, har været ledige i rigtigt mange år. Boghandlerens lokaler har været lidt i brug som café og frisør, men har stået tom siden 2022, og senest er der opstået endnu et hul for enden af gågaden efter Danbolig rykkede op i den tidligere slikbutik ved Kvickly.
Furesø Kommune har forsøgt at tage tyren ved hornene og har aflyst hjemfaldspligten på bygningerne i gågaden. Hjemfaldspligten betød, at kommunen kunne overtage lokalerne til markedspris, hvilket tilsyneladende afholdt DEAS fra at renovere og investere i lokalerne.
Som modydelse skulle DEAS gennemføre en facaderenovering, hvilket er gjort, samt indgå i arbejdet med udviklingen af Værløse Bymidte.
Alt om Furesø har spurgt DEAS Asset Management hvad man gjort og hvad status er på udlejningen af de ledige lokaler.
– Sideløbende (med facaderenoveringen red.) har vi i samarbejde med DEAS A/S markedsført Værløse Bymidte omfattende digitalt de sidste par måneder. Vi har både kampagner, annoncer og videoer online, der viser det spændende potentiale, som Værløse Bymidte kan tilbyde lejere.
– Der har været og er fortsat løbende interesse og dialog med potentielle lejere, men der har ikke været det rigtige match til lejemålene endnu. Vi er fortsat meget fortrøstningsfulde med at finde de rette lejere til lejemålene til glæde for de besøgende i Værløse bymidte, lyder det fra Marianne Karlsen, Asset Manager, DEAS Asset Management.
Det stiller ikke Egil Hulgaard (C) tilfreds. Han kommer med en klar opfordring.
– Furesø Kommune har opfyldt ønsket om at udsætte hjemfaldspligten. Jeg synes ikke, at vi har fået noget ud af det. Nu skal DEAS tage sig sammen De skal bidrage til Værløse Bymidtes udvikling, siger Egil Hulgaard.
Han peger specifikt på de tomme butikslokaler og kommer med en klar opfordring,
– Der er flere butikslokaler, som har stået tomme i rigtigt mange år. Hvorfor sætter de ikke huslejen ned til et leje, som giver mulighed for at forrente den leje, som de tager, lyder det spørgende fra Egil Hulgaard.
DEAS Asset Management vil ikke fortælle om huslejeniveauet.
– Hvad angår fastsættelse af husleje er det et fortroligt anliggende, der varetages alene mellem DEAS Asset Management og ejendommens ejere, siger Marianne Karlsen.
Egil Hulgaard undrer sig over, at det tilsyneladende bedre kan betale sig, at lade butikkerne stå tomme i så mange år, fremfor at få dem lejet ud til en lavere husleje.
Det spørgsmål blæser indtil videre i vinden.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

4 kommentarer til “Hulgaard – Få så lejet de butikker ud!!!”

  1. Bolette Friis

    👍🏻👍🏻👍🏻💪🏻💪🏻💪🏻 HØRT OG ENIG!!

  2. Leif Pedersen

    Kunne man måske overveje at benytte et af lokalerne til at få etableret nogle ordentlige offentlige toiletter på lige fod med dem der findes på Farum Bytorv.
    Det er i den grad en mangelvare i værløse. (Jeg ved godt at der findes nogle aldeles ulækre og mørke jerntoiletter på bagsiden af “den røde plads”, men det er simpelt hen ikke godt nok)

  3. Det gælder både på Farum Bytorv og Værløse Bymidte. Butikkerne forsvinder med høj husleje – og endnu værre med parkeringsafgifter.

Der er lukket for kommentarer.