Børne- og Skoleudvalget har besluttet, at Humlehaven bliver en del af Stavnsholt Børnehus. Dermed bliver børnene i deres vante rammer. Tilbage står at få afklaret børnenes retssikkerhed i et dagtilbud i forhold til et specialtilbud. Tine Loft Thomsen er bekymret på børnenes vegne.
Af Mikkel Kjølby
Børne- og Undervisningsministeriet har gjort det helt klart for Furesø Kommune, at man ikke kan drive et specialområde lignende tilbud under dagtilbudsloven, sådan som det har været gjort med Humlehaven de seneste år.
Selvom Humlehaven er drevet under dagtilbudsloven, har det været med normering som et specialtilbud og medarbejdernes indsats bliver rost fra flere sider.
Furesø Kommunes reaktion er at lægge Humlehaven ind under Stavnsholt Børnehus, hvor de får deres egen afdeling med målrettede pladser. Børne- og Skoleudvalget godkendte denne ordning den 2. marts.
– Vi er motiveret af, at børnene skal fortsætte med det tilbud, som de går i i dag – og det kan de i den nye organisering, der lige som den gamle, er under Dagtilbudsloven, siger udvalgsformand Bettina Ugelvig (S).
For en måned siden erklærede hun sig bekymret på børnenes vegne, men har undersøgt sagen og fik indflettet i beslutningen, at udvalget vil orienteres løbende om implementeringen.
– Det, der har ændret sig, er, at jeg nu har talt med forældrebestyrelserne, lyttet til og skærpet deres bekymringer over for forvaltningen således, at vi også politisk orienteres om, hvordan det går med organiseringen. Medarbejderne har vi også fået høringssvar fra, og deres bekymringer skal der også dæmmes op for. Samtidig er det blevet tydeligt for mig, at vi som kommunen sprogligt og i vores kommunikation har brugt ord som “visiteret” og “specialinstitution”, selvom børnene, der går i Humlehaven i dag, går der efter dagtilbudsloven, som man ikke visiteres til. Så der er ikke tale om en kovending, blot et grundigt arbejde for at forstå, hvad der er på spil og for at sikre, at det håndteres med stor opmærksomhed. Børnene i Humlehaven skal fortsat have det samme gode tilbud, som de har fået hidtil, forklarer Bettina Ugelvig.
Folketingskandidat for Alternativet, Tine Loft Thomsen, er bekymret på børnenes vegne.
– Humlehaven er et dejligt sted, som skal have gode forhold for børn og voksne. En administrativ sammenlægning skaber utryghed, og det gør mig bekymret. Jeg er bekymret over, om vi kan bevare kvaliteten af tilbuddet. Og jeg er bekymret over vores menneskesyn som kommune. Jeg synes det er en spareøvelse, når kommunen ikke laver et tilbud under barnets lov. For når kommunen ikke laver en specialinstitution, er der ikke samme krav til personalesammensætning, siger Tine Loft Thomsen.
Børnenes rettigheder er på spil
Humlehaven bliver altså en del af Stavnsholt Børnehus, men i en selvstændig afdeling med egen afdelingsleder. Løsningen får ingen økonomiske konsekvenser, da budgettet forbliver det samme.
Alt om Furesø kunne for en måned fortælle, at forskellen i kommunens udgift ved at lade børnene gå i dagtilbud og ikke et specialtilbud er på ca. 1.25. mio. kr. årligt, idet en del af finansieringen i et dagtilbud kommer via forældrebetaling, mens det er fripladser under et specialtilbud.
Formanden for forældrebestyrelsen i Humlehaven, Wazir Ilyas Abdulrahman, gav i denne artikel publiceret den 20. januar 2026, udtryk for, at børnene kunne komme i klemme i et alment dagtilbud, når der skal prioriteres i en travl hverdag.
Under et specialtilbud har børnene rettigheder, som forvaltningen skal følge. Centerchef Per Christensen adresserer problemstillingen med denne formulering.
– Vi har tilrettet vores procedurer for tildeling af støtte under dagtilbudsloven, hvor vi kan tilbyde forældrene en målrettet plads i Humlehaven som en mulighed. Vi har derudover et visitationsudvalg, der behandler behov for støtte i henhold til Barnets lov, og her er det myndighedsområdet, der administrerer det, lyder det fra Per Christensen, centerchef for Center for Dagtilbud og Skole i Furesø Kommune.
– Børnenes retssikkerhed følger af den lov som barnet hjælpes efter. Dvs. man får hjælp efter Dagtilbudsloven, som alle børn i Humlehaven er vurderet og hjulpet efter, og så er det dagtilbudslovens bestemmelser, der gælder. Hvis forældrene ikke finder hjælpen tilstrækkelig, kan de bede om, at barnet bliver vurderet efter Barnets lov. Det sker efter en børnefaglig undersøgelse, hvor der følger andre retssikkerhedsaspekter med, herunder retten til at klage til Ankestyrelsen, hvis forvaltningen vurderer at barnet ikke er i målgruppen. Ingen af de nuværende børn i Humlehaven er visiteret via Barnets Lov. Det betyder, at hvis vi ændrede Humlehaven til et dagtilbud efter Barnets lov tilbud, ville ingen af børnene umiddelbart kunne gå der. Så det er korrekt, at det har været ønsket at fortsætte Humlehaven som det er, fordi der er et højt fagligt niveau, og børnene kunne fortsætte deres hverdag i vante rammer med stor støtte. Sagen har derfor handlet om lovliggørelse, og ikke om at afdække andre teoretiske muligheder, forklarer Per Christensen.
Tine Loft Thomsen føler sig ikke betrygget.
– Jeg er bekymret for familiernes retssikkerhed, og for om børnene får det, de har krav på. Jeg spørger mig selv om, hvad motivationen er for at lave den slags fiksfakserier. Og det er svært at få øje på, at det skulle være andet end penge. Og synes vi virkelig, at penge er vigtigere end børn? I Alternativet synes vi, at børn er børn, og børn skal have det, de har brug for. For børn er lige – ikke ens. Derfor er vigtigt, at vi har specialtilbud under barnets lov i Furesø Kommune, lyder det fra Tine Loft Thomsen.
Næstformand i Børne- og Skoleudvalget, Jan Kjældgaard (SF), understreger, at udvalget vil følge sammenlægningen.
– Stavnsholt Børnehus har allerede i dag gode erfaringer med vækstpladser, så jeg er ikke i tvivl om, at deres ledere og medarbejdere kan fortsætte med at skabe en god ramme for de særligt målrettede pladser sammen med den nye afdelingsleder og de dygtige medarbejdere fra Humlehaven. I udvalget vil vi følge med i hvordan sammenlægningen forløber, så vi sikrer, at børnene i Humlehaven fortsat får den støtte, de har brug for, at børnene i Stavnsholt Børnehus fortsat trives, og at medarbejderne får den tætte ledelsesmæssige sparring og opfølgning, som de har brug for, siger Jan Kjældgaard (SF), næstformand for Børn og Skole.







