Furesø Kommune er i gang med at etablere cykelstier ved Farum Station. Det sker hen over sommeren.
Af Mikkel Kjølby
Hen over sommeren etablerer Furesø Kommune cykelstier på begge sider af Jernbanevej. Ombygningen medfører ingen ændringer i bus- eller S-togsdriften
For at minimere evt. trafikale udfordringer er dele af ombygningen lagt i skolernes sommerferie, men der vil være aktiviteter i perioden efter skolernes sommerferie.
Arbejdet forventes afsluttet i uge 40.
Ombygningen er opdelt i 4 faser:
Etape 1 – Udvidelse af kørebaneareal og etablering af midterhelle (uge 27 – 32)
Etape 2 – Etablering af cykelstier og midterheller, udvidelse af busperron (uge 32 – 35)
Etape 3 – Pendlerparkeringsplads og resterende heller (uge 35 – 40)
Etape 4 – Kloak og midterhelle som natarbejde (40)
Fra uge 35 vil det tage lidt længere tid at komme frem til pendlingsparkeringspladsen syd for Farum Stationsforplads.
En meget lang proces
Helt tilbage i 2021 skrev Jørgen Lindemann et debatindlæg om, hvordan en tur i rundkørslen på Williams Plads føltes som en tur i en rutsjebane.
Året efter satte Furesø Kommune gang i en renovering af rundkørslen på Williams Plads, men da projektet blev for dyrt, udsatte man etableringen af cykelstier ved Farum Station.
I foråret blev der fundet penge til cykelstierne, og der var lavet en aftale med Movia, men så ændrede Movia holdning i forhold til, at der fremadrettet ikke ville være én udligningsplads for busser, der ikke er rute, men udelukkende fem faste stoppesteder.
Det gjorde projektet 1. mio. kr. dyrere end de 3,1 mio. kr., som var den første vurdering. Finansieringen blev fundet ved at konvertere 400.000 kr. fra Movias driftsbudget til anlæg samt tilførsel af ca. 600.000 kr., som afholdes ved omprioritering af midler under Trafik- & Mobilitetspuljen.
De 600.000 kr. omprioriteres fra mindre forbrug i 2025 på projekter med krydsning af større veje og 150.000 kr. fra stikkrydsninger.
Den ene cykelsti bliver i forlængelse af cykelstien ved Williams-bygningen og løber hen til Stationsvej. Den anden bliver helt inde ved stationen, så man kan cykle frem til S-toget. Dertil kommer, at man vil forhindre U-vendinger på stationen ved at etablere midterheller.







