
Af Lene Munch-Petersen Lmp@furesoe.dk og Bettina Ugelvig bum1@furesoe.dk, Socialdemokratiet
Borgerinddragelse er ikke blot et modeord i Furesø – vi tror på, at de bedste løsninger skabes i fællesskab, og derfor inviterer vi løbende borgerne med i udviklingen af Furesø kommune.
Tidligere på året drak vi en kop kaffe med professor, Eva Sørensen, fra Roskilde Universitet for at få input til, hvordan vi kan udvikle Furesømodellen for borgerinddragelse, som blev skabt i 2017.
Modellen giver os forskellige redskaber til at sikre, at borgere, politikere og forvaltning mødes og skaber retning sammen.
Vigtigt er det, at borgerne er med fra starten – så deres stemme faktisk kan gøre en forskel. At vi laver en tydelig forventningsafstemning – så vi alle ved, hvad der er muligt, og hvad mandatet er.
At vi har åbne og motiverende rammer – så inddragelse er meningsfuld. At der er respekt både for borgernes autonomi og for, at det i sidste ende er byrådet, der skal træffe en beslutning. Det er medlemmerne valgt til.
Vi arbejder allerede med en bred vifte af inddragelsesformer. Vi har råd, nævn og udvalg, hvor borgerne kan komme med input. Vi holder høringer, der giver mulighed for at kommentere politiske beslutninger. Vi har digitale og analoge dialoger, fordi vi skal møde mennesker dér, hvor de er. Vi holder lokale borgermøder, når noget nyt skal ske i en bydel. Vi har holdt gæstebud, hvor borgere kunne tage en “demokratipakke” med hjem og drøfte kommunens udvikling med naboer, venner og familie og melde tilbage digitalt. Vi har holdt Skolebyrådsdag, hvor elever i udskolingen har sat sig i spidsen for det politiske system. Et borgerpanel er et forslag fra Moderaterne, hvor et forventeligt bredt udsnit af kommunens borgere involveres i beslutninger.
Der er næppe én magisk formel for borgerinddragelse og næppe blot et initiativ – men vi ved, at det virker, når mennesker bliver hørt og engageret. Vi er vilde med engagement, og vi hører gerne fra dig, hvis du har en idé til, hvordan vi kan gøre det endnu bedre. Har du oplevet borgerinddragelse, der spillede 100 %, og som vi bør gøre mere af? Eller borginddragelse, som ikke rigtig tog fart?
1 kommentar til “Debat – Hvordan vil du gerne have indflydelse?”
Lad os tage skridtet videre med borgerinddragelse i Furesø
Jeg er helt enig med Lene Munch-Petersen og Bettina Ugelvig i, at borgerinddragelse er afgørende for et stærkt lokaldemokrati. Furesø har allerede mange gode initiativer på området, og det er positivt, at der arbejdes videre med at udvikle Furesømodellen. Når borgere bliver inddraget i beslutningsprocesserne, skaber det både bedre løsninger og øger tilliden til det politiske system.
Jeg er glad for, at Socialdemokratiet anerkender Moderaternes forslag om et borgerpanel som en del af diskussionen. Et borgerpanel vil være et stærkt supplement til de eksisterende inddragelsesformer – ikke en erstatning. Mens høringer, råd, nævn og borgermøder er værdifulde redskaber, er de ofte situationsbestemte og kan have en skæv repræsentation af dem, der deltager. Med et borgerpanel kan vi sikre en mere systematisk og repræsentativ dialog mellem borgerne og kommunen.
Men vi kan tage skridtet videre. Moderaterne arbejder for en modernisering af den offentlige sektor, hvor borgerne ikke blot bliver hørt, men reelt får indflydelse på udviklingen af deres lokalsamfund. Borgerinddragelse handler ikke kun om at skabe dialog, men om at styrke medborgerskab og fællesskab. Vi skal sikre, at borgerne ikke kun bliver inddraget, når en sag er langt i processen, men at de kommer på banen tidligt, hvor deres input virkelig kan gøre en forskel.
For at gøre borgerinddragelsen endnu mere konkret foreslår jeg, at vi supplerer de eksisterende initiativer med:
✅ Digitale platforme, hvor borgere kan komme med forslag og stemme på idéer. Det vil sikre en bred deltagelse og reducere bureaukratiet.
✅ Borgerbudgetter, hvor et fast beløb afsættes, og borgerne selv beslutter, hvilke projekter der skal prioriteres.
✅ Målrettet inddragelse af unge og ældre, så vi sikrer, at også dem, der ofte er underrepræsenterede, bliver hørt.
✅ Feedback og opfølgning, så borgerne kan se, hvordan deres input bliver anvendt – det skaber engagement og legitimitet i beslutningsprocessen.
Fra borgerinddragelse til borgerindflydelse
Moderaterne arbejder generelt for at afbureaukratisere og modernisere den offentlige sektor, så borgerne får mere direkte indflydelse. Det betyder, at vi skal tænke borgerinddragelse bredere end blot høringer og borgermøder. Med de rette digitale og fysiske rammer kan vi sikre, at flere borgere – også dem, der normalt ikke deltager i politiske processer – får en reel stemme i udviklingen af Furesø.
Jeg deler Socialdemokratiets begejstring for engagement og borgerinddragelse. Derfor ser jeg et borgerpanel som det næste naturlige skridt i at styrke demokratiet i Furesø. Jeg håber, vi kan samle bred politisk opbakning til at etablere det som en fast del af Furesømodellen – til gavn for både borgere og politikere. Lad os tage skridtet videre sammen.
Bjarne Damberg
Kandidat til kommunalvalget 2025
bjarnedamberg@mail.dk
#Furesø #Borgerpanel #MereDemokrati #KV25 #Moderaterne
Der er lukket for kommentarer.