Lars Klarskov var 20 år gammel, da en flugtbilist kostede ham en hjerneskade og et liv med konstante smerter og evig genoptræning. 34 år senere har han alligevel et smil klistret til sit ansigt.
Af Mikkel Kjølby
Lars Klarskov har været en populær figur i bybilledet i Værløse de sidste tre årtier. Som oftest i sin el-scooter med godt humør og charme som følgesvend.
De sidste par år har noget alligevel ændret sig i hans væsen. Han er blevet ældre og klogere. Livet har sneget sig ind på ham. Alligevel er han altid iført et stort smil.
– Jeg nyder, at jeg har gjort en forskel. Der er kommet en tilfredshed i mig. Jeg har det godt med, at jeg har opnået alt det på trods af mine skader. Jeg er pissestolt af mig selv, forklarer Lars Klarskov.
Den forfærdelige ulykke på Skovvej
En hel generation af unge mennesker stod forfærdede tilbage, da man hørte om den forfærdelige ulykke på Skovvej den 26. november 1992.
Lars var en urolig sjæl. Han havde for meget krudt i røven til at sidde stille i skolen. Han væltede lidt rundt i livet, men fandt ro i kampsporten, hvor han fik afløb for sin fysik.
I 1992 havde han fundet sit drømmejob som lagerforvalter hos Polystan i Værløse.
– Jeg har altid været lidt ordblind, men er god til regning. Det passede mig fint at styre et lager, hvor der skulle være styr på sagerne, fortæller Lars Klarskov.
Sammen med en arbejdskollega tog han turen til McDonalds i Ballerup i frokostpausen. På vejen hjem gennem Hareskoven ændrede hans liv sig i forbindelse med en slem trafikulykke.
Inde på førersædet blev Lars klemt sammen på 20-25 centimeter. Hans indvolde blev presset op i den venstre lunge, som punkterede. Han fik et væld af skade. De værste var et par overrevne blodkar i nakken. Det kostede ham en alvorlig hjerneskade.
Lars Klarskov vågnede nogle måneder senere. Han var lammet i venstre side, havde talebesvær og en slem hjerneskade.
– Det var selvfølgelig noget af et chok. Jeg tog hurtigt den beslutning, at uanset hvad, ville jeg være den bedste af min slags. Det var noget, jeg havde lært fra Wing Tsun. Altid frem, måske lidt til siden, men hele tiden fokus på at bevæge sig fremad, siger Lars Klarskov med en alvorlig mine.
Lars fik god hjælp. Polystan holdt ham på fuld løn i lang tid. Han fik mulighed for at købe en lejlighed i Dalsø Park og Center for Hjerneskader hjalp ham videre.
– Jeg havde en terapeut, som ville have, at jeg skulle købe en trehjulet cykel. Det ville jeg ikke høre tale om. Min far købte i stedet en almindelig cykel. Den kørte jeg på allerede i efteråret 1993, fortæller Lars Klarskov.
Hans liv har været en lang genoptræning, for der kom alle muligheder senfølger.
– Jeg begyndte at træne i de lokale fitnesscentre. Det har hjulpet mig meget. Den dag i dag synes jeg selv, at jeg er ret så muskuløs, siger Lars Klarskov.
Ligesom alle andre har Lars sine gode tider og sine dårlige tider, men han synes selv, at han har det godt.
– Jeg er kommet så langt, at jeg er kommet ud på den anden side. Jeg accepterer ikke min situation, men jeg erkender den og vil videre, forklarer Lars Klarskov.
Ikke mindst har han involveret sig i en masse ting og sager.
Han husker selv et kursus på en ø. Her mødte han en 17-årig pige, som var blevet hjerneskadet i en ulykke.
– Vi skulle gå på gløder og gennembryde brædder med hænderne. Hun kunne ikke gøre det. Jeg tog en snak med hende, og forklarede hende, at hun skulle lægge alle sine frustrationer omme bag brættet og slå dem væk. Så lykkedes det for hende. Hun blev vildt glad og gav mig en krammer. Det er fantastisk, når man ser lyset vende tilbage i sine kollegaers øjne, fortæller Lars Klarskov.
Han var ikke mindst formand for foreningen Hovedtropperne i fem år, hvor han satte fokus på at hjælpe andre hjerneskadede videre til en god tilværelse.
I den forbindelse var han med i et EU-projekt, Hovedhuset, som med EU-midler i ryggen skulle skabe nye muligheder for hjerneskadede.
– Jeg fandt lokaliteten til den første udgave af Hovedhuset på Borups Allé i København. Så skulle vi oprette fem-seks nye hvert år. Det blev senere til projektet med Fontænehuset. Det kom til Værløse på Ballerupvej, hvor den daglige leder, Helle Kronborg, gør en fantastisk indsats for hjerneskadede og psykisk sårbare mennesker. Tænk engang, det var jeg med til at skabe grundlaget for, siger Lars Klarskov.
Så når man møder Lars og ser det skønne smil på hans ansigt, så skyldes det stolthed.
– Jeg er fandme stolt af mig selv. Tænk, at jeg fra det udgangspunkt har været med til at gøre en forskel for så mange. Der er squ ikke mange, der kan skrive det på sit CV, lyder det med kæmpe stolthed i stemmen.
