I Tråd Med Verden blev opsagt – og reddet på målstregen

Den socioøkonomiske virksomhed I Tråd Med Verden svævede i uvished om fremtiden. Nu er aftalen med Furesø Kommune forlænget til årsskiftet. Pressefoto.

Den socioøkonomiske virksomhed I Tråd Med Verden blev reddet på målstregen. I forbindelse med reorganiseringen af Furesø Jobcenter blev aftalen med Furesø Kommune opsagt. I sidste øjeblik rettede formanden for Nordsjællands Almene Boligselskab henvendelse til Furesø Kommune. Nu er aftalen forlænget til årsskiftet.
Af Mikkel Kjølby
Lige efter sommerferien udsendte Nordsjællands Almennyttige Boligselskab en pressemeddelelse om det frugtbare samarbejde med Furesø Kommune om den socioøkonomiske virksomhed I Tråd Med Verden i Farum Midtpunkt.
Et nærmere tjek viser, at pressemeddelelsen om det frugtbare samarbejde blev udsendt efter et kaotisk forløb omkring I Tråd Med Verden – et syværksted med fokus på beskæftigelse, livsmod og bæredygtighed.
Ifølge Alt Om Furesøs oplysninger opsagde Furesø Kommune samarbejdet med den socioøkonomiske virksomhed med et hali slutningen af december 2024.
En aktindsigt i kommunikationen viser, at formanden for Nordsjællands Almene Boligselskab, Thomas Jensen, den 9. april 2025 skrev til byrådsmedlem Sussy Sara Hasle Hansen og gjorde opmærksom på situationen. Thomas Jensen skriver i mailen, at aftalen er opsagt formodentlig i forbindelse med uroen i Furesø Jobcenter, og at der er behov for at rykke nu, hvis man vil bevare indsatsen for en sårbar del af kommunens borgere. 
Thomas Jensen har ganske ret i, at der har været uro omkring Furesø Jobcenter. Den mangeårige chef, Flemming Sommer, blev i efteråret 2024 tilbudt en degradering og nedgang i løn. Det tog han ikke imod. Han tog derfor en fratrædelsesordning og stoppede ved årsskiftet.
Centerchef Sarah Claces overtog ledelsen af beskæftigelsesområdet i oktober 2024, men i april 2025 indgik hun en gensidig fratrædelsesaftale med Furesø Kommune. Alt Om Furesø har desuden dokumenteret, at der siden september 2024 har været massiv medarbejderflugt fra Furesø Jobcenter.
Midt i alt det, blev samarbejdet med I Tråd Med Verden opsagt.
Katja Kayser kom til som interim centerchef i april måned. Hun forklarer:
– Vi blev i maj gjort opmærksom på, at der var uklarhed omkring samarbejdet med I Tråd med Verden. Derfor afholdt velfærdsdirektør Katrine Birk og jeg et møde med dem med henblik på at få en afklaring omkring samarbejdet. På baggrund af mødet fortsætter samarbejdet uændret året ud. Samtidig undersøger vi nu sammen mulighederne for et fremtidigt samarbejde set i lyset af reformen på beskæftigelsesområdet, lyder det fra Katja Kayser.
I Tråd Med Verden er altså forlænget til årsskiftet og dermed til efter kommunalvalget den 18. november.
Siden åbningen i 2022 har over 60 Furesø-borgere været i forløb hos I Tråd Med Verden.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder