Isabelle er på vej med ny film

Opfølgeren til "Landbrugets natur" er på vej. Isabelle Denaro har premiere på "FRø" den 26. januar. Pressefoto.

Farumborgeren Isabelle Denaros dokumentarfilm ”Landbrugets Natur” har gået sin sejrsgang. Opfølgeren ”FRø” har premiere den 26. januar i Odense.
Af Mikkel Kjølby
I coronatiden tog Isabelle Denaro fat på en livsopgave. Fra hjemmet i Farum begyndte på en helt særlig film. Hun brugte tre år på at lave dokumentarfilmen ”Landbrugets Natur”, som fik premiere i foråret 2024.
Den visuelt smukke dokumentarfilm handler om regenerativt landbrug praktiseret af landmænd i Danmark.
Nu er Isabelle Denaro på vej med film nummer to. Den har titlen ”FRø” og får premiere i Odense den 26. januar, og vises dagen efter i Grand Teatret i København. Isabelle er i fuld gang med at planlægge en forårsturne.
Isabelle Denaro fortæller på sin facebookprofil, at filmen forhåbentlig vil skabe en bevidsthed om, at frø er liv.
– “FRø” er en sanselig nordisk film om frøenes stille kraft og de mennesker, der bærer den videre. Gennem filmens lyriske fortællinger udfolder der sig indsigter, som inviterer os til at se frø på ny: som livets begyndelse og som en del af en cyklus, vi næsten har glemt. Filmen spørger stille, men vedholdende: Kan vi genopdage vores forbindelse til frøene — og hvad kan der ske, hvis vi gør, skriver Isabelle Denaro på sin facebookprofil.
Her understreger hun vigtigheden af filmen set i lyset af kommende EU-regler, som vil bureaukratisere driften af mindre landbrug.
Filmen har fået støtte af Nordic Seed Alliance for støtte til filmen FRø med midler fra Nordisk Kulturkontakt DEMOS.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder