Ivans Bakaos-stok er til reparation

Ivan Lund med sin elskede Vinni og FRU BAKAOS. Stokken blev flot udsmykket af kunstneren Bakaos. Privatfoto.

De fleste i Værløse kender Ivan og hunden Vinni. Hvis det står til Ivan, har han altid sin Bakaos-stok i hånden, men lige nu er den til reparation.
Af Mikkel Kjølby
Ivan Lund greb de fleste af Værløses hjerter, da han mistede sin elskede hun Vinni. I dag har han en ny Vinni og nyder turene med hunden og sin stok. Det er en helt særlig stok.
Den er noget helt særligt, fordi Barbara har malet den. Det er blevet en del af byen, at jeg har den stok med. Hun er et fantastisk menneske, siger Ivan Lund.
Han refererer til kunstneren Barbara Kaad Ostenfeld med kunstnernavnet Bakaos.
– Efter Ivan havde mistet sin ’gamle Vinni’ og han og den nye Vinnie endelig havde fundet hinanden, spurgte Ivan mig om jeg ville skabe min kunst på hans stok. Ivan understregede at han nok skulle betale, men jeg vidste i mit hjerte fra start af, at den skulle være en gave. Så jeg tog imod Ivans stok og lagde den i ’bunken’ af opgaver – og da jeg endelig kunne kontakte Ivan og sige at den var færdig, var han ovenud lykkelig, fortæller Bakaos.
Ivan har lavet sine egne stokke i mange år. Det startede med, at ekskonen kom hjem med en solid kæp. Det var en efeu, som var kravlet op af Farum Kirke i flere århundreder. I dag bruger han troldepil. Det er en hurtigt voksende træsort, og derfor også meget let og alligevel solid.
– Jeg laver selv stokke. Det har gjort i mange år. Det er blevet til 10-15 stykker efterhånden. Nogle af dem har jeg slidt op. Jeg har kun tre tilbage, som er funktionelle, siger Ivan Lund.
Ivan har døbt stokken FRU BAKAOS, og det er med store bogstaver, for det er sådan Ivan taler og formulerer sig bedst.
Står det til ham, så er FRU BAKAOS altid med på gåturene, men lige nu er den til reparation.
– Den har fået noget væde nede ved foden. Jeg skal have noget vandafvisende middel i bunden, sige Ivan Lund med bekymring i stemmen, for den stok vil han nødigt undvære.
Bakaos er bare glad for, at have givet Ivan Lund noget tilbage for alle de gode snakke.
– Ivan er sådan en sød, rar og omsorgsfuld mand der bare omfavner alt og alle. Han har en livshistorie i rygsækken fyldt med omsorgssvigt, der gør helt ondt ind i mit hjerte. Og på trods af den modstand livet har givet ham, så står han stærk og rank og rummer både mennesker og dyr, med stor kærlighed. Og så kan han fortælle historier. Der er bl.a. nogle rigtige sjove historier om dengang han kørte taxa, fortæller Bakaos, som nyder at få billeder af stokken på tur med Ivan og Vinni.
Bakaos kunstneriske virke handler meget om forskelligheder og accept. Det kan man aflæse på stokken.
– Stokken er fyldt med alskens væsner, der symboliserer forskellighederne i verden – og at det, der gør verden til et spændende sted at være, og som gør, at vi kan mere sammen, er vores forskelligheder. Jeg nyder mine og Ivans forskelligheder, forklarer Bakaos.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder