Julebamse sætter gang i julemagien

Julebamsen på Værløse Bymidte er som skabt til selfies.

Værløse Bymidtes julebelysning har i år en lysende julebamse som det mest spektakulære element. I det hele taget er der skruet op for julestemningen
Af Mikkel Kjølby
Det er en stolt tradition med flot julebelysning på Værløse Bymidte. For to år siden indledte Centerforeningen en ny tradition med et lysende rensdyr i gigantstørrelse. Det blev i 2024 afløst af juleekspressen.
I år vil en gigantisk lysende julebamse sprede julestemning. Den er lige til at kramme, hvis det ikke var for størrelsen. Til gengæld er det oplagt at tage en selfie med det flotte julebamse.
– Den gigantiske julebamse måler hele 5 x 5 x 4,5 meter og har premiere i Danmark. Den har allerede fået mange smil og varme reaktioner fra store og små under opsætningen på EventTorvet, fortæller Søren Engberg, formand for Centerforeningen.
Julebelysningen blev sat op i weekenden. Bymidten dækker et stort areal og opsætningen af julebelysningen er et stort arbejde.
– I weekenden har hele 15 flittige nisser arbejdet på højtryk for at skabe den stemningsfulde julebelysning med glitrende istapper, skinnende stjerner, juletræer og funklende lyskæder, forklarer Søren Engberg.
Bag juleudsmykning står Centerforeningen, som i samarbejde med Juleministeriet hvert år skaber den traditionsrige juleoplevelse.

Værløse Bymidte satser på julestemning
Det koster naturligvis en del at lyse Værløse Bymidte op i ugerne frem til juleaften. Det er en bevidst satsning.
– I Centerforeningen bruger vi et stort beløb af hvert år til at skabe stemning og jul på Værløse Bymidte. Alene julebelysningen løber op i ca. 250.000 pr. år og herudover er der juleaktiviteter i de sidste fire uger op til den 24. december med juletræstænding, julemand, julemarked, musik og sang og hygge, siger Søren Engberg.
De seneste år er der sat ekstra fut under julebelysningen med de store signaturfigurer, men også ekstra dekoration til træer, facader og baldakiner.
– Vi synes at det er med til at understrege butikkernes og handelslivets betydning for en by, når man ser hvordan samtlige Værløse Bymidtes butikker står sammen om at skabe julestemning i byens midte. I mange mindre byer kæmper borgerne og butikkerne i fællesskab for at få et juletræ med lys sat op ti jul. I Værløse har vi gennem alle årene haft en flot julebelysning på hele det store areal som bymidten strækker sig over. I de senere år har vi endda kunne sætte ekstra ind med signatur figurer såsom juletræet ved Kvickly, det store rensdyr for nogle år siden, sidste års megaflotte juletog og i år med den helt unikke kæmpebamse, lyder det fra Søren Engberg.
Det er naturligvis forhåbningen, at Furesøs borgere vil komme og mærke julestemningen på Værløse Bymidte.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *