Kongeturen i Furesø Kommune er de mere end 11 kilometer rundt om Farum Sø. Den kræver gode ben, men byder på store oplevelser.
Udgangspunktet for turen er Farum Kirkes parkeringsplads ved Store Bjerg.
Herfra går man ned til Farum Søsti. Det er dette område, som Christian 8. i 1840´erne udnævnte til et sandt paradis.
Gretteshøj
Turen langs søen hen til Jættestuen Gretteshøj byder også på mange eksemplarer af Farumbøgen. Efterkommere af de oprindelige danske bøgetræer, som ellers er blevet fortrængt.
Gretteshøj er 5000-6000 år gammel. Et gravkammer placeret netop her med god grund, da oldtidens hovedvej gik over en træbro i den vestlige ende af Farum Sø. Der menes også at have ligget en lille borg her. Men alt det blev oversvømmet, da trafikken flyttede sig til den anden ende af Farum Sø og der blev etableret en mølledam ved Fiskebæk, hvilket fik vandstanden i Farum Sø til at stige,
Man kommer over Mølleåen/Hestetangs Å på en smuk træbro og over Sortemosen på træbrædder. Så følger man grusvejen ind til den lille landsby. Her var der for mange år siden en hel kunstnerkoloni med landskendte kunstnere.
Man kommer også forbi den flotte spejderhytte Stavn, inden man kommer ind i Ganløse Ore og ud på grusvejen Skovhavevej, hvor man inde mod søen finder to smukke huse.
Præsteskoven og Oldtidssporene
Det går op af bakke til skovbrynet ved Præsteskoven. Her kan man vælge den hurtige vej langs grusvejen, som går helt op til Baunesletten. Man bør dog vælge at gå til venstre ned til Farum Sø. Så ser man oldtidens vejspor i form af dybe spor skabt af hestetrukne vogne. Når de blev for dybe, begyndte man blot på et nyt spor.
Stien langs Farum Sø byder på et kig til Farumgård og når man kommer helt ud til Sækken, bør man lige gå op i Fugletårnet, som blev skabt af en skovløber. Her får man et kig ud til Claus Nars Holm samt Svaneholm, hvor fuglene kan yngle i fred.
Stien går videre langs indsøen Sækken, hvor der er så lidt ilt i vandet, at Elletrunterne stritter med rødderne op over vandspejlet. De stejle skråninger til højre huser en gigantisk grævlingekoloni.
Til sidst rammer man den store grusvej og følger den op til Baunesletten, eller den Gamle Golfbane, som den kaldes i folkemunde, fordi der i 1970´erne blev etableret en lille golfbane. Den havde dog ikke de rette tilladelser og da man ville anlægge Hul 9 nærmest helt inde i Sækken, blev det for meget for den gamle Skovrider E. Laumann Jørgensen, som fik det stoppet. I dag hører den gamle golfklub til ved Bastrup SØ under navnet Mølleåens Golfklub.
Bopladsen fra Bondestenalderen
Man følger blot grusstien langs skovbrynet og når til en indhegning. Herinde er der fundet spor efter en boplads fra Bondestenalderen. De første indbyggere i Furesø Kommune kom formentlig sejlende her til i en kano fra Øresundsområdet og byggede et hus lige her.
Hold jer til grusstien, så kommer man tilbage ud til Farum Sø og kan tydeligt se Claus Nars Holm. Den mystiske Ø med navn efter Valdemar Atterdags hofnar, som ifølge legenden fik den i gave, da han ønskede sig et len. Claus Nar blev fornærmet over den ringe gave og serverede ålesuppe uden ål for kongen. Øen er i privat eje og må ikke betrædes uden tilladelse.
Stien fører jer helt ud til Fiskebæk, hvor man skal over træbroen, som blev ikonisk, da narkohandler blev aftalt her i DRs krimiserie Bedrag. Det larmer nemlig som ind i helvede her pga. motorvejsbroen og jernbanebroen fra 1906.
Turen går videre forbi Farum Lystfiskerforeningens hytte op af bakke og så til venstre ind i skoven. På den lille vej finder man to smukke huse, Flintehuset og Egehuset, som begge i sin tid var tjenesteboliger for Farumgård.
Farumgårds park
Turen fører en videre op til Fredtofteparken, hvor man atter kan komme ind igennem Farumgårds park. Nu er stien tydeligt markeret med pæle og trådhegn. Stien går ikke længere ind igennem selve gården fra 1736, men man får et godt kig til den gamle herregård fra toppen af barokhaven.
Vel ude igen går man ned til Doktorens Bugt. Her lagde Baadfarten for mere end 100 år siden til med det mærkelige fartøj Svanen, som kørte på skinner over Fiskebæk. I dag er det et badested. Det er opkaldt efter lægen Erik Odin Castberg, som også blev kaldt Kongen af Farum pga. sit imposante væsen.
Videre på turen kan man skimte Farum Kirke, som er den ældste bygning i byen, når man når frem til lerhytten, som er skabt af de lokale dagtilbud på den årlige sommerlejr ved Store Bjerg er turen slut.
2 kommentarer til “Julegåturen – Rundt om Farum Sø”
Dejlig turvejledning – og med nye spændende informationer for mig, som ellers har været rundt om Farum Sø, både på land og til vands, rigtig mange gange!
På turen efter bådudlejningen glem ikke Fiskebæk Kirke, som er en del af historien knyttet til historien om Fiskebæk Hotel og Slangerupbanen. Huset har et tårn og ligger på Sehesteds Allé 1.
https://www.sn.dk/furesoe-kommune/farums-glemte-hotel-fiskebaek-hotel/
Der er lukket for kommentarer.