Kæmpe hæder til Line fra Værløse

Line Bilenberg blev tildelt Roos Prisen for sit dedikerede arbejde med at dokumentarfilm ud over rampen. Foto: Helle Moos.

Det Danske Filminstitut afrundede den årlige DOKDAG for dokumentarfilmbranchen med at overrække årets Roos Prisen til Line Bilenberg.
Af Mikkel Kjølby
For første gang nogensinde gik Det Danske Filminstituts hæderspris til en publicist. Line Bilenberg, modtog Roos prisen for sit dedikerede arbejde som publicist af danske dokumentarfilm.
– Jeg er ufattelig glad, taknemmelig og ydmyg over at modtage dette års Roos Pris. Jeg er den første lanceringsperson og publicist nogensinde, som får den her pris. Og jeg synes det sender et signal om vigtigheden af omtale af de danske dokumentarfilm, i forhold til at skabe dagsorden, kulturelle forandringer, politiske forandringer og i det hele taget at gøre omverden klogere på alt det, dokumentarfilm indeholder, siger Line Bilenberg.
Line voksede op i Dalsø Park og gik på Søndersøskolen. Hun har arbejdet som TV-vært og radiovært, iinden hun stiftede PR-virksomheden Bilenberg PR.
Lige siden har hun hjulpet dokumentarister og instruktører med at få deres budskab ud over rampen i de danske medier.
– Det er det jeg har dedikeret mit liv de sidste 12 år på at gøre. Jeg har både været radio- og tv-vært tidligere i min karriere, lavet nyheder og magasiner, og har været rigtig glad for det, men det arbejde jeg laver for dokumentarfilm er nok det, som har givet mit liv mest mening, forklarer Line Bilenberg.
Roos Prisen blev indstiftet af Det Danske Filminstitut i 1995 og gives til et filmmenneske, der over tid har gjort en særlig bemærkelsesværdig indsats for dokumentarismen i Danmark. Roos Prisen er opkaldt efter dokumentarfilmpioneren Jørgen Roos, og med hæderen følger 25.000 kr.
Priskomiteen består af sidste års prismodtager Peter Albrechtsen, direktør for Filminstituttet Tine Fischer samt afdelingschef for Dokumentar på Filminstituttet Ane Mandrup, som ledsagede overrækkelsen af prisen torsdag aften med disse ord:
-I en tid med overflod af underholdningstilbud og et stærkt konkurrencepræget medielandskab, hvor hastigheden er høj på redaktionerne, og journalister har travlt som aldrig før, kræver det et helt særligt publicistisk talent og en helt særlig dedikation at løfte en ny dokumentarfilm ind i det offentlige rum og engagere journalister, politikere og borgere i en fælles samtale.

Prismodtageren beskrives på følgende vis:
– Line Bilenberg har i adskillige år været en af de mest dedikerede professionelle publicister i dansk dokumentarfilm. Hendes ambitioner på dansk dokumentarfilms vegne er enorme, og igen og igen rykker hun grænserne for den omtale og samtale, en dokumentarfilm kan igangsætte. Hendes vedholdenhed er uden sidestykke. Uanset om det er en travl kulturredaktion, en lukket dør i et ministerkontor eller en tv-station, der forbereder en breaking news historie, finder Line en vej.
– Line er skarp til at analysere den enkelte dokumentarfilms potentiale for politisk samtale og forandring. Noget af det sværeste er at trænge igennem i det politiske system og få travle politikere i tale, men Line har en helt særlig evne til at få politiske ordførere til at forholde sig til en ny film. Og hun har journalistisk tæft. Hun kan finde nyhedskrogen og den politiske vinkel i en kunstnerisk dokumentarfilm, der har været mange år undervejs, og det er hendes fortjeneste, at så mange film får landsdækkende omtale på DR og TV 2.
– Hjerteligt tillykke med prisen. Vi glæder os til at følge dit arbejde fremover!”

Fakta:
Vindere af Roos Prisen siden 1995
Jørgen Roos, Ole Askman, Jørgen Leth, Sami Saif & Phie Ambo, Janus Billeskov Jansen, Jon Bang Carlsen, Jesper Jargil, Anne Wivel, Tue Steen Müller, Niels Pagh Andersen, Arne Bro, Steen Møller Rasmussen, Tine Fischer, Lise Lense-Møller & Anders Østergaard, Lars Skree, Eva Mulvad, Michael Noer, Adam Nielsen, Signe Byrge, Henrik Bohn Ipsen, Dola Bonfils, Anders Villadsen, Mira Jargil & Christian Sønderby Jepsen, Max Kestner, Anders Vadgaard Christensen, Camilla Nielsson og Monica Hellström, Ulla Søe og Mette Mailand samt Peter Albrechtsen.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder