En iskold vinterdag i 1794 brændte en stor del af Lille Værløse landsby. Det udløste hårde tider i den lille by.
Alle i Værløse kender en række af de gamle gårdnavne, da vejene er opkaldt efter dem. Af de oprindelige gårde står kun Mosegården tilbage. En række af de gamle gårde blev nedrevet for at gøre plads til Værløse Bymidte.
Tilbage i 1794 bestod Lille Værløse af 14 gårde, en rytterskole og en mængde mindre huse, de såkaldte fæstehuse.
Den 12. februar 1794 stod en iskold vind fra nordvest ind mod Værløse, og så skete det værst tænkelige. Det menes at ildebranden startede i den nordvestlige del af byen – enten i Skovgården eller et af de mindre huse ved siden af. Den stærke blæst fik ilden til at sprede sig som lynild. Få timer senere var Højeloftgård, Toftegård, Søndergård, Hareskovgård og værst af alt kroen i Annexgården samt 32 mindre huse fortæret af flammerne. Rytterskolen stod midt i den værste ildebrand, men overlevede pga. tegltaget.
Omtrent 200 Værløseborgere blev hjemløse midt i en barsk vinterstorm. De blev indkvarteret hos naboerne eller i Kirke Værløse, Ballerup eller Farum.
Sognets præst Kampmann fra Farum Kirke og amtmanden Lowzow på Farumgård fik travlt med at organisere nødhjælp, men der opstod en stor misundelse blandt Værløse-borgerne, da nogle fik mere hjælp end andre.
Året før var der indført en slags brandforsikring, men fire af gårdejerne i Lille Værløse havde ikke betalt og stod til at miste alt. Det var ejerne af Toftegård, Skovgården, Fredholmsgård og Baunegården. Ejeren af Højeloftgård, Mogens Nielsen havde til gengæld forsikret sin gård og modtog 1000 rigsdaler fra brandkassen.
Til alt held for de andre gårdejere var der tradition for indsamlinger, og der var stor opbakning. Selv Kongen donerede 50 rigsdaler. Amtmanden indsamlede 2007 rigsdaler til fordeling blandt de nødlidte, som i mellemtiden havde lidt stor nød.
Konerne fra Lille Værløse havde grebet til tiggeri i København, hvilket var særdeles ildeset.
Værløse-bønderne blev kaldt til Farumgård for at modtage de indsamlede penge. Her gav Amtmand Lowzow dem en gevaldig skideballe for at have udnyttet godtroende mennesker.
Til sidst formanede han gårdejerne om ikke at tage på kro for at drikke pengene op. Han mente det alvorligt og stod længe og holdt øje med bønderne, mens de vandrede tilbage mod Værløse og kastede lange blikke tilbage mod Farum Kro, som lå lige ved Farumgård. For de vidste jo, at Værløse Kro var brændt ned, så der var der ingen trøst at hente i hjembyen.
Det var i sandhed strenge tider for Værløse-bønderne!
Kilder: www.vaerloesehistorie.dk & Karl Larsen Notat om Farums historie.
