Anlægget af Slangerupbanen i 1906 betød meget for udviklingen af området på Furesø-egnen, men for en familie ramte den usædvanligt hårdt.
Klostergaarden lå der, hvor man i dag finder Ryetbo Plejehjem. Den var en af de oprindelige gårde i Værløse, men flyttede ud på markerne i 1775. Gårdens jord gik i en kileform fra Værløse ud til Farum Sø.
Sophus paa Skidtet
Lars Andersen købte gården i 1870 og solgte den videre til sin søn Sophus Cornelius Andersen otte år senere. Gården lå i smukke omgivelser, men jorden var ikke god. Sophus Andersen blev kendt som Sophus paa Skidtet. Det var hans svogre, som sad på store gårde i Buddinge og Gladsaxe, som fandt på navnet Sophus paa Skidtet.
Gården uden navn blev til Klostergården
I 1902 forpagtede Sophus gården videre til tredje generation Laurits Andersen.
Hans datter Emma havde en medfødt hjertefejl – et såkaldt blåt barn. Hun fik lov til at bruge sin tid på at læse. En dag opdagede hun, at den unavngivne gård i sin tid havde tilhørt Esrum Kloster. Hun foreslog forældrene, at kalde gården for Klostergaarden, og sådan blev det.
I 1902 opkøbte Slangerupbanen jord til den nye bane fra Lygten Station på Nørrebro til Slangerup. Klostergaardens jord blev skåret over i to i forbindelse med anlægsarbejdet. Banen åbnede i 1906.
Men det skulle blive meget værre for familien Andersen.
I 1909 blev familien ramt af en tragedie, da den 19-årige datter blev ramt af toget og døde i en alt for ung alder.
I 1919 solgte Laurits Andersen jorden ned mod Farum Sø til advokat Vagn Aagesen. Han byggede den smukke pragtvilla Baunegården.
Udviklingen havde mere i vente for Familien Andersen. I 1933 blev amtsvejen fra Ballerup til Farum anlagt. Fiskebækvej skar endnu mere af gårdens jord fra. Laurits overlevede ved at arbejde som vognmand og æggesælger, men i 1945 tog han den uundgåelige beslutning.
Klostergaarden blev solgt til landinspektør J. Th. Oltmann, som efterfølgende udstykkede jorden. Det blev en langstrakt proces, hvor byggemodningen først blev afsluttet i 1958. Selve gården blev i 1974 solgt til Poul Erik Jørgensen og revet ned.
Laurits Andersen flyttede over i aftægtshuset Klosterhuset, hvor han boede indtil sin død i 1951. Han døde ved en frygtelig arbejdsulykke. Han faldt ned fra en skraldevogn, og hovedet blev ramt af hjulet. Han var 75 år gammel.
Sophus Andersen fik opkaldt en vej efter sig. Sophus Andersens Vej gik fra Bavnestedet til Nørrevænget. Den fik nyt navn i 1970´erne. I dag hedder den Klosterbakken.
1 kommentar til “Klostergaarden – Hårde tider for Sophus paa Skidtets familie”
Rigtig dejlig historie om en gammel Værløse famile, som jeg kendte lidt.
I øvrigt skete ulykken i Syvstjernen på den daværende Brådervej ( SyvstjerneVænge)
Næsten ud for hvor købmands forretningen var(nu er der bofællesskab).
Det var ca. 1950.
Der er lukket for kommentarer.