Konservativ profil bakker op om ønske om at afskaffe lukkedage

Mette Abildgaard er den seneste toppolitiker til at kigge forbi Furesø i forbindelse med valgkampen.

Det Konservative Folkepartis politiske ordfører, Mette Abildgaard, besøgte fredag Furesø, hvor de lokale kandidater tog imod til en snak om lukkedagene i de kommunale dagtilbud. Partiet vil afskaffe lukkedagene.
Af Mikkel Kjølby
Børneområdet har været ramt af en del besparelser de seneste år, men med tilførsel af 100 mio. kr. til Børne- og Skoleområdet over de næste fire år er det besluttet at fjerne besparelsen på åbningstiden i dagtilbud og sfo´er.
Konservative i Furesø har meldt ud, at man vil gå videre endnu og afskaffe lukkedage i dagtilbuddene.
Fredag formiddag kom partiets politiske ordfører på Christiansborg, Mette Abildgaard, forbi Furesøbad til en snak om valgkampens tungeste emner.
– Når jeg taler med forældre og helt almindelige borgere her i kommunen, er budskabet klart: De savner løsninger, der virker i hverdagen. Forældrene kæmper med lukkedage i dagtilbud. Med lukkedagene stiller kommunen forældre og børn i en urimelig situation. Jeg har stor forståelse for at konservative i Furesø kæmper for at afskaffe lukkedagene og lukkeugerne,” sagde Mette Abildgaard under mødet ifølge en pressemeddelelse fra Konservative Furesø.
Lars Carstensen er på linje med Mette Abildgaard.
– Det er på tide, vi prioriterer familiernes hverdag. Lukkedage gør planlægning unødigt besværlig, og mange forældre står alene med regningen. Det skal vi have gjort op med, lyder det fra Lars Carstensen i samme pressemeddelelse.
Alt Om Furesø har spurgt den konservative spidskandidat Lars Carstensen om følgende: Hvorfor stemte I for lukkedagene i sin tid?
– Det gjorde vi på grund af de urimelige sparekrav der var opstillede, men nu har vi tilført mange nye midler til børneområdet, og så er de få midler som det koster at fjerne lukkeugerne givet rigtig godt ud, svarer Lars Carstensen.

Motorvejsstøj skal tages alvorligt
Borgerne pegede på motorvejsstøj som en af de største dagligdagsbelastninger.
– Støjen fra motorvejen er massiv og påvirker tusindvis af familier. Der er brug for et langt stærkere pres på staten, og her er et tæt samspil mellem Christiansborg og kommunen helt afgørende, sagde Mette Abildgaard.
Afslutningsvis slog Lars Carstensen fast, at besøget viser, hvorfor Furesø har brug for politisk retning og forandring:
– Vi står med udfordringer, der har været kendt i årevis. Det kræver nyt lederskab at få dem løst. Derfor er jeg glad for Mettes besøg og hendes klare opbakning. Furesø skal tilbage på sporet.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder