Projektet med flytning fra Bybækskolen og renovering af Hareskovhvile er blevet en del dyrere. Forvaltningen brugte i februar et salg af Ll. Værløsevej 36A som argument. Nu vil han alligevel ikke rømme og sælge bygningen, som huser Skiftesporet.
Af Mikkel Kjølby
Det gik stærkt, da forvaltningen i det nye år ville sætte gang i renoveringen af Hareskovhvile og i samme omgang gik i gang med at plan for fraflytning af Bybækskolen.
Grundlaget for brugen af Hareskovhvilke var todelt. Det skulle huse kommunale aktiviteter som beskæftigelsesindsatser og rusmiddelrådgivningen, dertil skulle foreningen have adgang efter arbejdstid.
Ved Økonomi og Erhvervsudvalgets møde den 18 februar 2026 skrev forvaltningen følgende i dagsordenen.
– Ved at flytte rusmiddelrådgivningen fra Skiftesporet til Hareskovhvile, sikres dele af driften finansieret. Samtidig understøtter denne flytning arbejdet med aktive arealer og vil kunne muliggøre et salg af den bygning, der i dag huser Skiftesporet. Oplæg til en beslutning om et evt. salg, vil blive forelagt for Økonomiudvalget i en selvstændig sag, stod der i dagsordenen, som er grundlaget for politikerne beslutninger.
Nu har forvaltningen ændret mening. Flytningen af beskæftigelsesprojektet kræver så meget plads, at Skiftesporet skal blive på Ll. Værløsevej 36A. Et salg af en kommunal bygning på 140 kvadratmeter i det centrale Værløse er dermed droppet. Det er en potentiel indtægt til Furesø Kommune på 4-6 mio. kr., som dermed forsvinder.
Alt om Furesø har spurgt til sagen, men forvaltningen vil ikke forklare nærmere.
– En indtægt fra salget af Skiftesporet har på intet tidspunkt indgået i økonomien for Hareskovhvile. I sagen om brug af Hareskovhvile er det nævnt, at en flytning af Skiftesporet vil kunne understøtte arbejdet med aktive arealer og muliggøre et evt. salg af den bygning. Dette ville være er en ny beslutning, der i givet fald skulle forelægges for Økonomiudvalget i en selvstændig sag. Derfor indgår det ikke som en fordyrelse af hverken det ene eller det andet projekt. Af samme årsag har vi heller ikke en konkret vurdering af ejendommens potentielle salgspris, lyder svaret fra Furesø Kommune.
Men hov!
Det var jo en del af forvaltningens oplæg, at Skiftesporet kunne sælges og dermed sikre opfyldelse af processen med aktive arealer og muliggøre et salg af grunden.
I Furesø Kommunes facility manager star der udtrykkeligt, at man kun kommer i mål med besparelser, hvis man kommer af med kommunale kvadratmeter.
Det mener Furesø Kommune ikke har betydning for denne sag.
– I sagen fra februar står der ikke, at Hareskovhvile skal sælges. Der står, at det at flytte ud af en bygning og efterlade den tom, er i overensstemmelse med strategien for aktive arealer, da det muliggør et salg. Men det er ikke besluttet, at ledige bygninger rundt omkring Furesø dermed skal sælges. Ej heller er værdien af et evt. salg regnet med ind i budgettet for Hareskovhvile. Ud fra en overordnet betragtning er det sidenhen vurderet, at det giver mest samlet værdi at flytte beskæftigelsesindsatsen ind i Hareskovhvile frem for Skiftesporet. Vi ser derfor ikke behov for at uddybe vores svar yderligere.
Furesø Kommune vil dermed ikke svare på, hvad det er for omstændigheder, som har ændret siden, at beskæftigelsesindsatsen nu skal bruge hele Hareskovhvile.







