I noget af en drejning står det klart, at Nicolai Bechfeldt, Venstre, bliver borgmester i Furesø.
Af Mikkel Kjølby
Radikale Venstre forhandlede med begge fløje, men bag kulisserne forhandlede Venstre og Liberal Alliance med rød fløj.
Lars Carstensen nåede, at meddele at der var en konstitueringsaftale med Konservative, Venstre, Liberal Alliance og Radikale Venstre, som gjorde ham til borgmester, men også, at den ikke var underskrevet endnu.
Få minutter senere kom Nicolai Bechfeldt ned sammen med Ole Bondo Christensen (A), Robert Mørck (I), Jan Kjældgaard (F) og Øjvind Vilsholm (Ø).
Nicolai Bechfeldt meddelte, at han bliver borgmester i Furesø med støtte fra Liberal Alliance, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.
Socialdemokratiet får 1. viceborgmesterposten. SF får 2. viceborgmesterposten. Soclaldemokratiet får formandsposten for fem udvalg – Udvalget for Plan og Byudvikling, Børn og Skole, Børn og Unge, Ældre og Pleje samt Idræt og Fritid, SF får Social, Psykiatri og Beskæftigelse. Beredskabs- og Innovationsudvalget bliver ledet af Liberal Alliance. Enhedslisten tager formandsposten for Natur og Klima.
– Hvis man tager en fællesnævner mellem Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Liberal Alliance og Venstre i den valgkamp, som er blevet ført. Så har vi alle sammen gerne ville fokusere på kernevelfærden. Vi er blevet berørt af de vælgermøder, vi har været uden til. I sådan en valgkamp bliver tingene sat meget firkantet op, siger Nicolai Bechfeldt.
Konfronteret med, hvad der skete i de sidste minutter af forhandlingerne, siger Furesøs nye borgmester.
– Klokken er 6 om morgenen. Det har ikke været gnidningsfrit at lave en konstitueringsaftale. Jeg er ikke klar til at udlægge, hvilke forhandlinger som ligger forud for konstitueringsaftalen, siger Nicolai Bechfeldt.
Ole Bondo Christensen kunne have afgivet borgmesterposten til Tine Hessner (B), men valgte altså at gøre det til Nicolai Bechfeldt.
– Sådan en konstitueringsaften lang og kompliceret. Der er mange bolde i luften. På et eller andet tidspunkt må man gribe nogle bolde, så må man gå med det, som på det tidspunkt er den rigtige løsning. Vi får en kreds af partier, som vil være gode til at samarbejde, lyder det fra Ole Bondo Christensen, som har været borgmester i 16 år.
– Det er ikke sådan, at det har været supervigtigt at være borgmester. Det har været supervigtigt for mig at være med i et arbejde med at udvikle Furesø. Det tror jeg, at vi kan fortsætte i den konstellation, siger Ole Bondo Christensen.








1 kommentar til “Kup på rådhuset – Venstre tager borgmesterposten”
Ja – så fik man lige holdt 23,3 % konservertive vælgerne i Furesø kommune udenfor indflydelse. Godt gået til venstre som kun fik 14,6% af stemmerne. Undskyld mig, men hvad har Venstre, Radikale og Liberal alliance, etc. givet køb på til den ultra Røde fløj i Furesø Kommune?
Der er lukket for kommentarer.