Kvindefodbold i Hareskov IF når en milepæl

Hareskov IFs kvindeseniorafdeling tæller nu 49 spillere. Men der er altid plads til flere.

Det er efterhånden ti år siden, at Frank Henriksen blev træner for Hareskov IFs oldgirls med en trup på 15 spillere. Med årene er seniorafdeling vokset gevaldigt.
I dag råder Hareskov IF over 49 spillere i alderen 16 til 49 år og har 11-mandshold i Serie 2.
Denne sæsonstart er noget helt særligt. I år er der kommet en stor gruppe piger fra årgang 2003-2006 op i seniorafdelingen.
– De nye årganges indtræden i seniorafdeling markerer, at klubben ikke længere har huller i årgangene. Fødekæden er på plads, og aldersforskellen bliver mindre, når spillerne kommer op i seniorafdelingen, fortæller Frank Henriksen, som glæder sig over det store arbejde i klubbens ungdomsafdeling, hvor pigefodbold er blevet en stor ting.
– Vi får 15 spillere op på en gang. Det har en stor betydning for spillerne, at de følges med jævnaldrende, forklarer Frank Henriksen.
11-mandsholdet i Serie 2 er en blandet flok med spillere fra mange aldersgrupper, men hovedsageligt de yngre. 
Hareskovs seniorkvinder træner tirsdag aften i fælles flok på tværs af aldersgrupper. Det er en styrke.
– Spillerne er mange forskellige steder i deres liv, men ved at træne sammen er vi altid en stor flok til træning, siger Frank Henriksen.
Der er altid plads til flere. Man kan altid kontakte Frank Henriksen på telefon: 51270550, hvis man vil høre mere om mulighederne for at træne med og spille kampe.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest