Onsdag den 20. marts kl. 19.30 kommer Birgitte Baadegaard og holder oplæg på Den Gamle Skole i Kirke Værløse.
Birgitte Baadegaard tog for nogle år siden alene til Sydamerika og det blev begyndelsen på en personlig rejse, der satte hende på sporet af en erkendelse: Vi kvinder kan være med til at starte den næste bølge i kvindefrigørelsen – og vi kan være med til at etablere en helt ny samfundsbalance, lokalt og globalt.
Skulle det nu være nødvendigt? Ja, siger Birgitte. For der er brug for et opgør med eksisterende samfundsstrukturer, økonomisk tænkning, religiøse dogmer og en manipuleret verdenshistorie – en kollektiv ramme, som kvinder aldrig historisk har været med til at definere. Og vigtigst af alt, er der brug for en bølge uden vrede og kamp med udgangspunkt i holisme, feminitet, lighed og kærlighed. Kvinder skal være lige med mænd – ikke ens. Det er tid til et skift. Nu.
Birgitte Baadegaard er uddannet cand.merc., NLP master og executive coach. En rejse alene til Peru gav afsæt til et nyt ståsted i livet – og til bogen “Manifest for kvinder”. Du kan købe bogen denne aften til særpris.
Birgitte vil også medbringe sin seneste bog “Lige er ikke det samme som ens”.
Da der er stor interesse for at høre Birgitte, opfordres interesserede til at melde sig til på tlf. 21601836.
Der vil blive serveret gammeldags æblekage, kaffe og te.
Pris: 25 kr. for medlemmer og 50 kr. for gæster. Alle er velkomne.
Arrangør er Kirke Værløse og Omegns Husmoderforening.